Skriv en kommentar
Theo har langt usoigneret lyst hår hængende ned omkring kæberne og er flommefed, da vi møder ham i et øde klitlandskab. Her begår han en psykopatisk voldtægt på en ung pige. Ni år på et behandlingshjem og systemets barmhjertighed lyser på en ændret person, der får frihedens chance.
Veltrænnet og væsentligt mere soigneret end de mange år inden behandlingsopholdet, træder Theo ud i hverdagens liv igen. Ude i friheden finder Theo en ven i socialarbejderen Sascha, der på sin egen uortodokse og åbne måde hjælper psykisk belastede personer. Faktisk går det ganske godt for Theo, der oven i købet får arbejde på et trykkeri. Men problemerne med pigerne lurer, og snart mærker Theo dæmonerne banke på igen. Mødet med direktøren for trykkeriets datter, Nettie, bringer dog modet tilbage i Theo. Med kærligheden ved hånden går det fremad, men er det nye bånd stærkt nok til at bryde de mønstre, der forfølger Theo?
”Den frie vilje” er en meget grusom film. Den søger ind bag huden på en voldpsykopat af dimensioner. Den får os nede i salen til at føle med et menneske, der er helt derude, hvor han ikke kan stoppe sig selv i at gøre det onde. Med en blanding af arrigskab over Theo selvdestruktive opførsel og barnlig medfølelse med en mand, der så gerne vil elske, lader man sig føre med ind i Matthias Glasners film.
163 minutter varer filmen, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Men har man tålmodighed og hjertesmod til at lade sig føre med, er filmen alle minutterne værd. Den er ikke fantastisk filmet, dialogerne er fåmælte og lyden ret simpel, men den troværdige persontegning og skuespil af rørende karat gør filmen rigtig rørende.
Jürgen Vogel leverer et forbilledeligt portræt af Theo, mens Sabine Timoteo viser lige så stor styrke som Nettie, der kæmper med sine egne problemer, mens hun lader sig forelske i den mand, hun ikke ved gemmer på en forfærdelig hemmelighed.
I rækken af tyske film fortsætter ”Den frie vilje” i sporet af stærke film, der indebærer menneskelige portrætter af personer, der er ved at vælte ud over normalitetens kant.
