Theo (Jürgen Vogel) har begået tre bestialske voldtægter. Da han efter 9 ½ år kommer ud af fængslet, slår han sig ned i et kollektiv beboet af tidligere straffede. De har alle svært ved at fungere ”normalt” i samfundet, og det er ikke ualmindeligt, at de ender i fængslet igen. Via sit arbejde på et trykkeri kommer Theo i kontakt med sin arbejdsgivers datter, Nettie (Sabine Timoteo), der ligesom Theo har en baggrund der er nærmest invaliderende i forhold til at åbne sig mod verden, ikke mindst mod det modsatte køn. Ikke desto mindre indleder de et kærlighedsforhold.
Filmens rolige rytme og de velkendte rum handlingen udspilles indenfor – lejligheden, trykkeriet, træningslokalet, togstationen, caféen, ja storbyrummet i det hele taget – bliver med Jürgen Vogels og Sabine Timoteos fåmælte men ekstremt intense spil fyldt med uforløst spænding. Vil deres kærlighed lykkes, eller er der noget på spil her, som især Theo intet kan stille op overfor?! Dette er ingen spændingsfilm, ikke desto mindre stiger vores angst for, hvornår Theo bryder sammen og griber til den eneste forløsning han kender udover de kuldslåede onaniseancer i lejligheden – og er den gode Nettie det næste offer?
Den tyske instruktør Matthias Glasner fortæller på sin vis en grå hverdagshistorie om stækkede menneskeskæbner der er ved at gå til. Ikke desto mindre skildres og fremstilles Theo og Nettie så intenst fremragende, at man efter den 2t og 44 min. lange film ikke er i tvivl om, at man både har oplevet ualmindeligt stærke liv og en lige så ualmindelig stærk film.
Der bliver ikke talt meget i filmen, til gengæld taler kroppene og ansigterne et intenst sprog der giver et overordentlig nuanceret billede først og fremmest af Theo. Han er et menneske fyldt med både had og kærlighed til kvinder, og en tragisk og fatal mangel på evne til at udtrykke sine tanker, følelser – ja, en fatal mangel på evne til at udtrykke, hvad han faktisk vil, for at komme filmens titel i møde.
Det er måske ikke helt tilfældigt, at man som filmen skrider frem overbevises om, at et af forlæggene for filmen kunne være barnemorderen i Fritz Langs klassiker ”M” (1931). I ”M” kulminerer handlingen i en retssag bestaltet af storbyens kriminelle. Her fortæller morderen, at han ikke er herre over driften mod drab, han må (muss) drabet. På samme måde i filmen her; Theos frie vilje er der ikke, han må (muss) mishandlingen og voldtægten. Ligesom morderen i ”M” gentager Theo flere gange ”Ich kann nicht!”. Han kan ikke svare på, hvad det er, han ikke kan. Ikke desto mindre står det efterhånden klart, at det er det gode, ja det almindelige liv – det liv, som Nettie skulle være en del af – han ikke kan. Til gengæld sætter han i filmens nærmest uudholdelige slutning al sin vilje ind på at gøre op med denne viljesløshed. Når instruktøren i ekstramaterialet fortæller, at slutningen blev opfundet på stedet, er det svært at tro ham. Den er simpelthen den eneste rigtige, om jeg så må sige, i forhold til manuskriptets gennemførte viljes-idé og flot fastholdte nuancering af voldsmanden til menneske; den ekstreme voldsmand bliver til menneske, ja udspiller en eksistentiel konflikt som vel raser i ethvert menneske på den ene eller anden måde (er man i tvivl om denne sammenhæng også findes i ”M”, så læg mærke til, hvordan de ældre kriminelle tilhørere ved retssagen sidder og nikker, da barnemorderen fortæller om den angst der driver ham).
DVD-en har som ekstramateriale et udmærket, men kort interview med instruktøren, Matthias Glasner. Godt at opleve, at man udmærket kan have et skarpt analytisk blik og samtidig være en stor kunstner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:PAN Vision.