Skriv en kommentar
I vore dage er han anset som en af alle tiders største filmskabere, men da Federico Fellini instruerede sin første film på egen hånd i 1952 var den ingen succes. ”Den Hvide Sheik” kan i dag vendes og drejes og på mange måder anskues som et tilløb til mange af instruktørens senere værker, men i sig selv er den bestemt også ganske underholdende.
Uden de store kunstneriske ambitioner er ”Den Hvide Sheik” en letspillet komedie med alvorlige undertoner. En central konflikt er på plads i modsætningen mellem den konservative Ivan Cavalli (Leopoldo Trieste), der planlægger livet ned til sidste minut, og hans unge kone, Wanda (Brunella Bovo), der lever i drømmenes verden hvor spontaniteten regerer. De to er på bryllupsrejse i Rom og via Ivans højtstående onkel har de endog scoret sig en audiens hos paven. Planerne bliver dog ødelagt da Wanda tager på en lille udflugt for at møde ”Den Hvide Sheik”, en serieblads-flødebolle af en skuespiller, Fernando Rivoli (Alberto Sordi). Rivoli, der udfolder sig som en selvfed og fordanket parodi på Rudolph Valentino, viser sig dog at være alt andet end det glansbillede Wanda troede. Inden længe befinder hun sig langt fra Rom, midt i optagelserne til hendes yndlingsserie, men uden nogen umiddelbar vej hjem. Sideløbende følger vi Ivan der febrilsk forsøger at overbevise sin familie om at Wanda naturligvis befinder sig på hotelværelset, men er syg.
Fellini benytter sig af mange klassiske, komiske virkemidler men filmens rasende tempo og legesyge sans for humor og timing er noget utraditionel. Der er ingen højt lattervækkende pointer og punchlines, men mere en klukkende stemning over det stadig fængende drama der udspiller sig. Karaktererne er sjove på hver deres naivt generte, panisk famlende eller slesk overlegne facon. Manuskriptet, der er baseret på en ide af Michelangelo Antonioni, har dog mere at byde på end humor og satire. I sær de religiøse motiver og introduktionen af samaritanske prostituerede (den ene, Cabiria, spillet af Fellinis kone, Giulietta Masina, der senere ville gentage rollen i ”Le Notti Di Cabiria”) fungerer som tankevækkende og underfundige virkemidler.
Alt i alt er ”Den Hvide Sheik” dog ikke uden fejl og i vore dage er den måske mest interessant som forhistorie til Fellinis senere værk. Det er en sjov og underholdende film, men ikke stor kunst.
Udgivelsen på DVD har for mange været længe ventet og derfor er det lidt ærgerligt at den ikke helt lever op til dagens standard. Der er en del skidt og krøller i billedet og som vanligt for (særlig ældre) italiensk film er billede og lyd langt fra synkrone hele vejen igennem. Bonusmaterialet er også en noget søgt omgang. Øverst på listen står en 15 minutters dokumentar om Fellini og ”Den Hvide Sheik”. Den består dog mest af alt af historikere og venner af familien der fortæller en masse fuldstændig ligegyldige anekdoter om instruktøren og et par nogenlunde relevante om filmen. Resten af bonusmaterialet består af uforståelige særheder som en præsentation af en manuskriptsamling på et amerikansk universitet og noget så bemærkelsesværdigt som en spaghettiopskrift. Lidt irriterende når man ved at den amerikanske DVD-udgivelse ud over en nyrestaureret billede- og lydside desuden byder på både interviews med de medvirkende og diverse essays.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal
Pictures
