Skriv en kommentar
Det er nok den mest overraskende musikindledning jeg har mødt i nogen film, da Iron Butterflys 17 minutter lange trommerytmik fra 1968 ”In-A-Gadda-Da-Vida” høres – en sang som skulle have heddet: ”In a Garden of Eden” og det er en titel, som giver god mening, da de franske familier flere gange siger i filmen Den Røde Ø, at de lever i paradiset på Madagaskar – men også efter den røde ø var blevet uafhængig fra Frankrig i 1960 nu er ved at indstille sig på, at de skal videre i tilværelsen, mens cikaderne synger på fransk.
Filmen skildrer mest den 8-årige Thomas (spillet formidabelt og troværdigt af Charlie Vauselle) søgen og nysgerrighed på militærbasen, hvor han udforsker det menneskelige ved at gemme sig bag en sort maske og iklædt en ofte gul flyverdragt til brug i nattetimerne og sammen med en kvindelig klassekammerat stille sig ved ”kærlighedstræet” og nærstudere de seksuelle fantasier. Drengen har god støtte i hende – også da hun fortæller ham en hemmelighed, at hendes far ikke er hendes far – en god parallel til når Thomas klæder sig ud i Fantômette tøj – at få styrke i at være en anden. Han elsker lyden af petroleum. Og Thomas er måske mere i sit sind en kvindelig afrikaner og moderens empati end en fransk militærmand?
Der er utrolig mange smukke og nærværende scener – som da de i stuen ser husherren optræde som en smilende tyrefægter i dansens tiltrækningskraft med vrikkende hofter og gå bagover i en slags indbydende elskovsdans – og filmen er næsten filmet i pastelfarver. Det er befriende at se en film – som ikke kun omhandler en traditionel løsrivelseskamp, hvor indfødte slås mod overmagten, det ser vi kun i slutningen, hvor en de lokale prostituerede stormer basen – vel fordi de er blevet underbetalt i ti år – og der er mange smukke naturbilleder fra flyet hen over den røde jord – og vi i klasseundervisningen hører, at Madagaskar er større end Frankrig, og betegnes som verdens fjerde største ø.
Filmen tegner også et drama i familien, hvor drengen pludselig står med tre krokodiller efter at han har tegnet den flotteste fingerring til sin mor – som hun får i gave – næsten et grønt ottetal. Faderen, Robert, spilles klogt af den spanske Quim Gutierrez (f. 1981), som tjener det franske flyvevåben, og moderen Colette spillet medrivende af Nadia Tereszkiewicz (f. 1996), som slet ikke trives som militærhustru – hun forsvinder lige pludselig i skovens mystiske åbenhed.
Men krokodillerne lukkes ud i svømmebassin og pludselig er dyrene næsten som franske koloniherrer og giveren bliver fortalt: Man giver ikke børn krokodiller i fødselsdagsgave, siger Colette. Og det siges meget smukt til slut i filmen af Miangaly spillet autentisk af Amely Rakotoarimalala – ”Når den hvide mand sover, ånder den sorte ud.”
Den Røde Ø er absolut en af de bedste film med premiere i sommermånederne, og publikum kan få et smukt syn på livet af familiers hverdagsliv, som ikke minder om franske fremmedlegionærers virke i Afrika. Her til rytmen af In-A-Gadda-Da-Vida – paradisets have.
