Skriv en kommentar
Der er ikke tal på film, der beskæftiger sig med de grusomme begivenheder i og følger af 2. verdenskrig. Det fører som regel til storslåede og dramatiske billeder. Med “Den sorte jord” har Agnieszka Holland fortalt historien om Gareth Jones, en virkelig person, der som ung og håbefuld journalist leverer betragtninger og faktuelt materiale, som kunne have forandret historiens gang.
Svulstige jord? Tja, måske. Gareth Jones har i Tyskland i 1933 opnået at tilbringe en tur med et Richthofen-fly i selskab med Hitler og Goebbels. Undervejs læser sidstnævnte blot avis, mens Hitler ihærdigt studerer et kort over Europa. Det får Gareth til at tænke, at hvis nu flyet var styrtet ned med sine passagerer, så ville verden være sparet for megen ulykke. Et synspunkt, der uvist af hvilke årsager ikke har den store gennemslagskraft i London, hvor Gareth har sin gang som rådgiver for David Lloyd George, en tidligere liberal premierminister, som reelt er kørt ud på et sidespor i det politiske spil i England.
Den uregerlige Gareth sætter sig for, når nu han har talt med Hitler, også at få et interview med Josef Stalin og måske også få mulighed for at besøge den egn i Ukraine, som hans mor har forbindelse til. Tanken om en sådan rejse vækker ikke just begejstring hos Lloyd George, der fyrer Gareth som rådgiver. Ved at foregive at være journalist, lykkes det alligevel Gareth at nå frem til Moskva, hvor spillereglerne – skrevne såvel som uskrevne – tydeligt er ham bekendt. Det handler dels om, hvad han må og især ikke må under det strengt overvågede kommunistiske regime og ikke mindst om at spotte medløberne blandt de øvrige vestlige journalister i byen.
Gareth stikker under en overvåget rejse til Ukraine af fra sin ‘overfrakke’ fra NKVD - forløber for KGB – og får omgående at mærke, hvordan systematisk forarmelse og udsultning bliver anvendt som politisk redskab. Gareth oplever, hvordan medrejsende i en togvogn kaster sig over den appelsinskræl, som han vil kaste væk. Han bliver shanghajet til at slæbe fyldte kornsække ud til et togsæt, der har Moskva som destination. Gareth oplever tomme huse i landsbyer, hvor beboerne er døde af sult og han oplever, hvordan udsultede børn kannibaliserer på afdøde søskende.
Walter Duranty, spillet med slesk arrogance af Peter Sarsgaard, er én af de medløbere i Moskva, som nyder godt af løssluppenheden blandt de vestlige journalister. Samtidig leverer han bagatelliseringer af forholdene under det kommunistiske styre. Synspunkter, som Gareth træder op imod, også da han efter anholdelse og udvisning fra Sovjetunionen havner tilbage i London, hvor det viser sig overordentligt vanskeligt at få trykt historien om forholdene i Ukraine. For hvem tror på en grønskolling af en journalist over for Duranty, der ovenikøbet er Pulitzer-belønnet. Til gengæld leverer Gareth, som det også kommer til udtryk i filmen, udtalt inspiration til George Orwells “Kammerat Napoleon” (Animal Farm), hvor alle dyr er lige. Nogle dyr er bare mere lige end andre.
Historien er som sådan i dag kendt historisk stof. Det, der gør filmen så stærk, er imidlertid dens fåmælte billedsprog og dæmpede farvebrug. Under rejsen til Ukraine er der klippet glimt af sovjetpropagandistiske film i sort/hvid ind, som får Gareths oplevelse af den grå, triste og djævelske virkelighed til at fremstå ekstra voldsom. Virkeligheden har reduceret menneskene omkring ham til anonyme skeletter, som lever efter de lavest tænkelige dyriske instinkter.
Handlingen byder ud over det overordnede tema på et gryende forhold til den kvindelige journalist Ada Brooks, spillet af Vanessa Kirby, der fint formidler den tilknappethed, som omstændighederne har budt hende at tillægge sig i Moskva. I centrum står imidlertid James Norton, som er aldeles forrygende udtryksfuld som den ihærdige, respektløse og sine steder lettere naive Gareth Jones.
Undervejs oplever man scener, der bliver trukket lige en tand for langt og nogle ikke helt velplacerede temposkift. Det er imidlertid kun krusninger på et både sammenhængende og vedkommende slutresultat. ”Den sorte jord” fortæller et grumt stykke virkelig historie, som minder os om, hvor vigtigt det er at stille sig skeptisk over for magthaveres skråsikre udlægning af egen fortræffelighed. Hvis vi skal undgå at blive manipuleret af den ene eller den anden magtinstans, starter det i realiteten med vores egen dømmekraft.
