Skriv en kommentar
Livet på landet
Det var med bange og forudsigelige anelser, jeg gik ind for at se den amerikanske dokumentarfilmDen største lille gård, da jeg tænkte, at nu skal vi have endnu et bevis på, at mulden skal fremmes og vores overforbrug af konventionelle afgrøder skal stoppes.
Vi følger ægteparret John og Molly Chester, som med den alt for bjæffende hund Todd vil skabe nyt liv. De køber det mindst dyrkbar, tørre og fastlåste jordstykke på 81 hektarer – en times kørsel nord for Los Angeles. Og begynder ved hjælp af landbrugskonsulent og forløseren Alan York, at starte i det små med køb af får og lam og se livets opståen og leve selvforsynende – og får derved flere til at tænke over livets succeser. Det bliver hurtigt til etablering af en hønsefarm for at blive selvforsynende og sælge æg på de lokale markedspladser. Vi ser som skræk døde, store maskinproducerende hønsefarme, hvor der tidligere dagligt blev produceret to millioner æg om dagen….
Filmen ender med at blive en større forståelse for dyr og planters liv, end jeg havde forudset, da det ikke kun er får og mænd, men i langt højere grad det tætte, hvor vi er helt nede ved ormenes betydning for det sande liv. Vi ser den store skuffelse hos familien, da 70% af fersknerne bliver spist og ødelagt af fugle: Vi skaber kun mad til fuglene, fortæller John Chester rørende i et af sine smukke indtalte dagbogsnotaer.
I løbet af et par år er der er op mod 200 forskellige arter i biodiversitetens målestok, hvilket virker helt utænkeligt. Og det er balancen mellem natur og økonomi, der er filmens store debatindlæg – og nedslående at se en hønsegård en morgen, hvor der ligger 30 døde høns, da prærieulven har fundet vej til farmen – og selv om store hegn sættes op med natlige overvågningskameraer – så sætter ulvens hærgen dybe tanker. Men filmen har også det næsten bibelske tema, at døden skaber liv til nye vækster – som John Chester siger i filmen: Skadedyr skaber betingelser for nye arter. Ingen tvivl om, at parrets formål med filmen er, at få millioner af tilskuere til at tænke over det mest basale i livet, men også at handle.
Så meget godt i vente
I 2014 fik vi i Danmark den jordnære dokumentarfilm om Niels Stokholm, som i Nordsjælland havde slået sig ned for at dyrke naturen bæredygtigt og hjælpe de store restauranter med mælk og kvæg. Han kæmpede mod fødevarekontrollen – som spændte ben for hans virke og behandling af dyrene og skattevæsenet granskede også. Familien nord for Los Angeles kæmpede med skadedyr, fugle og ulve – men fik alligevel gården på fode gennem talrige landbrugskonsulenter og mexicanske medhjælpere.
Det er en misvisende plakat, som nærmest får mig til at tænke på Morten Korch i 1950´erne med kun solskin, og jeg synes heller ikke det klæder filmen, at der er tilføjet så megen myrekrybende filmmusik af Jeff Beal – som var det en søndags Disney-film. Jeg kunne også godt tænke mig, at John Chester havde fremlagt lidt økonomi i filmen, for at få en større forståelse af livet på landet i 2020èrnes hverdag. Men filmen er yderst seværdig på grund af, at det er døden, der skaber liv, hvilket vi yderst sjældent ser i rosenrøde dokumentarfilm.
