Skriv en kommentar
En ung kvinde klædt i en sort krinoline spadserer i rask tempo på en gold strand. Hendes skørt og sløjfen i hårpynent flagrer vildt og hendes strakte arme rykker i en fast rytme. Bølgerne brøler. Vinden hvisler. Der er noget sensuelt over denne kvinde; hendes forpustede åndedræt overdøver naturens nøgne vildskab. Hun insisterer på din fulde hengivenhed.
Armene står nu stille. Felicity Jones’ ansigt pipper frem hen over den ene skulder. Hendes gammelkloge grønne øjne fixerer ud i horisonten. Hvad er det hun ser, langt borte? Er det den uendelige række af BBC’s periodedramaer, der hjemsøger hende? Indeed it is, Mr. Darcy.
Trutmund på tværs
Den financielle producer er ellevild, men den unge seer er ikke. Det er det uheldige tilfælde Den Usynlige Kvinde. Filmen indledes med de fyldepensskrevne bogstaver “BBC and BFI presents…”, og hårene rejser sig på armene af bar forventningsfrygt.
Dette er et victoriansk drama af samme slidte chatol som Pride and Prejudice og Becoming Jane - en fæl odeur af trutmunde og ulykkelig kærlighed regerer her. Men er det kærlighed?
Det finder man aldrig ud af. Erotik er der masser af præsenteret let fordøjeligt i aristokratisk subtilitet, og det er smigrende. Egentlig kærlighed er dog ikke til at finde mellem de to hovedpersoner Charles Dickens og Nelly Ternan - underspillet af henholdsvis Ralph Fiennes og Felicity Jones. Der er ingen kemi eller fysik mellem dem. Man tror slet og ret ikke på, at de kan være tiltrukket af hinanden.
Den ældre Dickens er naturligvis dyrisk tiltrukket af den unge Nelly, da hans egen tykke kone ikke er den smidigste akrobat i soveværelset. Igen rammer BBC-bølgen. Nelly er selvfølgelig tiltrukket af Dickens, fordi hans ord er magiske. Hun er fortryllet af hans tilstedeværelse. Hun ønsker blot at være en del af hans liv og blive til fængslende ord på siderne af hans elskede værker.
Dickens uden et twist
Men Felicity Jones spiller rollen for godt. Nelly er for selvstændig en karakter til at vi tror på, at hun sådan uden lige ville lade sig overvinde af Dickens’ berømthed og pjuskede frisure. Det sagt, så er Jones’ fremstilling ikke uden ridser i fløjlshandskerne. Hun balancerer uforløst mellem en usagt sindssyge, som følge af sine traumer vedrørende sit forstyrrende forhold til Dickens og den (langt fra instinktive) selvstændighed hun besidder når hun vender Dickens ryggen.
Fiennes tror han kan slippe af sted med en busket skæg og en majestætslig røst (meget lig Anthony Hopkins) og så er vi overbevist om hans Dickens-hed. Håbløst. Den Usynlige Kvinde er Fiennes’ anden spillefilm efter kritikersuccessen Coriolanus, men denne gang har BBC-bidden været for stor. Filmen ville have tjent sig bedre af en anden i rollen som Dickens og en mere engageret instruktør, der havde tid til at lege med æstetikken.
Kristin Scott Thomas er den eneste, der kommer uskadt ud af Den Usynlige Kvinde som Nellys mor, der uden en mine, accepterer Dickens seksuelle hengivelse til sin unge datter. Det er en tung, men sand kendsgerning, som hun (til forskel for sin datter) balancerer perfekt mellem anerkendelse og bekymring.
Netop disse to ord - anerkendelse og bekymring - ville have klædt filmen at fremstille klarere.
