Skriv en kommentar
“Den fik mig til at fælde en tåre”. Det har jeg hørt flere fædre sige efter et besøg i biografen. Jeg kan sådan set godt se forholdene udspille sig, for historien om robotten, der havner på en ø fyldt med skovens dyr, rammer et ømt punkt i den noget usikre verden, vi er i live i for tiden. Tematikken omkring funktioners udførelse og den efterfølgende følelsesudvikling kunne vi mennesker lære noget af, og mennesker er der stort set ingen af i filmen.
Den hjertegode Rozzum-robot 7134 er den eneste robot af sin slags, som “overlever” nedkastningen af fra et transportskib, der havner i en voldsom storm. Den skyller i land på en ubeboet ø (i hvert fald hvis man tænker på mennesker). Den vilde natur er der til gengæld masser af og et af dyrene får tilfældigvis aktiveret “Roz”. Uforstående over den bevægelige metalskabning går dyrene til angreb på Roz, der må flygte med en bjørn i hælene. Under flugten kommer Roz til at ødelægge en fuglerede og blot et enkelt æg er tilbage…
Endelig kommer Roz på sporet af et individ, der har brug for en robots serviceprogram. En lille skabning, som endnu ikke er kommet til verden. Roz kan nu agere omsorgsperson for den lille ælling, som kommer ud af æggeskallen. Der er mange ting, som skal læres for at klare sig i denne verden. Roz får dog hjælp af ræven Fink, for Roz er også ganske fremmed i skovens verden. En ganske særlig trio står nu helt uden for fællesskabet, og det tager afsæt i filmens videre fortælling, der får bragt flere essentielle og eksistentielle emner i spil. Alt sammen med Roz i den bærende hovedrolle som den altopofrende skikkelse.
Den Vilde Robot er baseret på Peter Browns scifi-roman fra 2016, der siden skulle få et par efterfølgende romaner tilknyttet, så den sidste år kunne kalde sig en trilogi. Det tyder alt på også bliver tilfældet i filmens verden, for spoler vi to måneder baglæns, kunne instruktør Chris Sanders bekræfte, at Roz og co. vender tilbage på det store lærred. Det er nok en nyhed, som vil glæde mange, for det skorter ikke på begejstring rundt omkring i forhold til Den Vilde Robot.
Denne signatur er åbenbart lidt sværere at imponere. For mig forekommer selve Roz’ oplæring af ællingen noget træg. Jeg kan ikke helt få øje på et gensidigt bånd mellem parterne, som så skulle vise sig stærkt nok til at indeholde den værdi, vi præsenteres for i filmens afslutning. I det hele taget finder jeg dyregalleriet noget overfladisk, og jeg kunne have håbet på, at der blev stukket mere til de modsætninger, der er mellem dyr af kød og blod og så det bankende omsorgshjerte af metal. Filmen føles uendelig lang, selvom den retteligt giver sig tid til sine nedslag. Det er virkelige en skam med så stærke paralleller til det samfund, der er vores allesammens hverdag. Solidaritet, respekt, samhørighed, hjertevarme er bare nogle af de værdier, der er at finde i Den Vilde Robot. Sjældent har man set så mange vedkommende begreber samlet i samme film. Hvor er det bare en skam, at det aldrig bliver rigtig gribende, når vi samtidig slipper for falde-på-halen-komik og replikforstyrrende sidekicks. Her løb ingen tårer ned af kinderne.
Jeg vil dog anbefale filmen, hvis man vil se en lidt anderledes animationsstil, hvor paletmaleri møder DreamWorks. Det er gudesmukt, og kunne derfor have været en fuldgod samlet oplevelse, hvis de plotmæssige brikker ikke var trukket i langdrag og havde mere substans i sig. Se i stedet den spanske Robot Dreams, der var Oscar-nomineret i år. Den udmærker sig netop ved at kalde på alle elementer i sin fremvisning. Det er den også nødt til, for det særlige ved Robot Dreams er, at filmen er replikløs.
