Skriv en kommentar
I Nordisk Films DVD-lancering af danske ”klassikere” skiller Desertøren sig ud. Den lægger sig umiddelbart i forlængelse af uomtvistelige klassikere som Ang. Lone (-70), Balladen om Carl-Henning (-69) og vel også Weekend (-62), og kan ses som Nordisk Films forsøg på at give sit bidrag til Ungdomsoprøret på film dengang. Dansk film var stort set ikke med i det nybrud fransk film satte ind med den såkaldte Nye Bølge i slutningen af 50´erne og op igennem 60´erne; de nævnte film fremstod og fremstår i dag som enkeltstående bidrag til bølgen. Desertøren blev af gode grunde hurtigt glemt, men er ikke desto mindre værd at lægge mærke til i denne filmhistoriske sammenhæng. Ligesom det forhold at instruktøren Thomas Krag siden har virket som eminent klipper på film som Epidemic (-88), Jeg er Dina (-02) og Elsker dig for evigt (-02) gør det.
Den abrupte, ”dokumentariske” skildring af en rod- og rastløs ung mand, Martin der deserterer fra mililitæret og derefter pendler igennem et københavnsk 68-miljø af studerende og kunstnere, garneret med tidens musik ved hovedrolleindehaveren Gert Günthers Eik Skaløe-imitation, overbeviser kun med nød og næppe som tidsskildring. Det skyldes først og fremmest, at de miljøer hovedpersonen bevæger sig igennem står svagt, og ikke det forhold at hovedpersonen ikke vil noget, det fremgår nemlig med al ønskelig tydelighed, at han ikke vil, utilpassetheden står stærkt - dette sagt helt uden ironi. 68´ernes politiske diskussioner og kunstneriske udfoldelser fremstår ikke på noget tidspunkt som værdifulde, men nærmer sig stærkt det parodiske (men man kan da more sig over at møde Jørgen Nash og Flemming Quist Møller). Så tror da fanden, at Martin pendler løs. Hvis 68-miljøet reelt havde haft noget at byde på, ville hovedpersonens utilpassethed straks have fået et andet perspektiv – og ikke nødvendigvis i Ungdomsoprørets favør. Den pistol Martin har taget med sig fra militæret forbliver derfor betydningsløs som andet end dramaturgisk element filmen igennem (se Kassovitz´ Hadet (-95), hvor en pistol har samme dramaturgiske funktion men med overbevisende betydning). Pointen skulle vel sagtens have været den, at hovedpersonens utilpassethed på én gang truer med at bryde ud i vold og samtidig også spejler den virkelighed som det tilpassede 68-miljø så effektivt forskanser sig imod, hvadenten der snakkes revolution eller danses, males, synges og spilles over rødvinen, bajerne og hashen. Sikke en film det kunne være blevet!
Når det så er sagt, må man også medgive, at danske nutidige forsøg på begribe 68, fx Fede Tider (-96), kun er forkølede tilløb, satire eller ej, fordi utilpassethedens realitet stort set ingen plads levnes dér. På sin vis kom det danske ungdomsfilmboom i 70´erne så meget længere med den eksistentielle ungdomssmerte, fordi man tog ungdommen alvorligt, om end det foregik i en form der var så meget mere kommercielt indrettet end den Nye Bølges blotlægning af det modernes erfaring var.
I øvrigt: Er man til roadmovies (fra Bonnie og Clyde (-67) og Easy Rider (-69) og frem) må Desertøren indgå som et kuriøst dansk eksempel i samlingen. Hovedpersonen kører en hel del filmen igennem og føler sig tydeligvis kun tilpas på vejene. Af uransagelig grunde vender han tilbage til København efter en tur over sundet til et svensk kollektiv, selvom planen var at fortsætte til Lapland. Gid han dog var fortsat!
Hvad end grunden er til, at Nordisk Film relancerer Desertøren midt i strømmen af Morten Korch- og Olsenbande-udgivelser og sømandskultfilmen Martha skal denne DVD hilses velkommen; den er med til at belyse en bemærkelsesværdig ny bølge-periode i dansk film. Ja, gad vide om vi havde oplevet Dogme 95 uden forløbere som fx Desertøren.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
