Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
10-årige Léon (Antonine L´Écuyer) forsøger nogle gange at begå selvmord. Andre gange bryder han ind i nabohuset, hvor han pisser i gaderoben og i det hele taget gør en masse hærværk dér. Og så siger han bare: ”Det er ikke mig, jeg sværger!”.
Hvorfor gør Leon sådan? Hvis det er forældrenes skyld, ja så ville verden være fuld af børn der gør som Léon. Men forældrene er akkurat lige så skrækkelige som forældre er flest; de skændes og ser ikke børnene. Her er det i Canada, men kunne vel akkurat lige så godt være i Danmark.
Léon er fuld af frihedslængsel, fuld af irrationel livsdrift. Den bryder ud i lys lue, da moderen lever de samme længsler ud og flytter til Grækenland uden at efterlade en forklaring endsige adresse og telefonnummer. Sammen med den jævnaldrende pige Léa (Catherine Faucher) planlægger Léon derfor at rejse efter hende. Det kan åbenbart lade sig gøre at bryde ud af det velordnede parcelhuskvarter.
Filmens store styrke er at vise, at der er liv udenfor det normaliserede. Det liv sætter nemlig vores normaliserede ikke-liv i spil. Og så kan vi ellers stille op med forældre, psykologer, vejledere, coaches, kontaktlærere, præster og diverse specialforanstaltninger etc. Lige lidt hjælper det. Livsdriften hos drenge som Léon lader sig ikke sådan indfange, hvad enten den giver sig udslag i dødslege, hærværk eller rejser væk.
Canadiske Philippe Falardeaus film er bestemt ingen lykkelig film, selvom den ikke er uden humor i forhold til Léons ”uskyldige hærværk”, og heller ikke uden stor varme især mellem de to ”unormale” børn. Det er nemlig meget svært at se en løsning nu og her for sådan en 10-årig. Vi andre kan se rundt i landskabet og måske få øje på en der var heldig at finde sin egen ”gale” niche som voksen. Men foreløbig har Léon ikke fundet sin – og hvad angår hans veninde …
Filmen fortælles konsekvent fra Léons synsvinkel. Og meget står og falder med barneskuespilleren Antoine L´Écuyers talent. Det er heldigvis umiskendeligt tilstede i alle 105 minutter. Filmen kan dog ikke helt se sig fri for at give Léon og os nogle åndehuller – som om tingenes tilstand også kan blive for uudholdelige - fx bag keglerne på den lokale bowlingbane. Vel er det sigende, at Léon som en usynlig ånd samler og stiller de voksnes kegler op, så de igen kan sende en kugle mod ham – og at han deler det job med en forstående, farvet voksen. Men scenerne her er mere metaforiske end realistiske og tager lidt af luften ud af kritikken.
På sin vis er ”Det er ikke mig … Jeg sværger!” en samfundskritisk film af den slags som vi så katastrofalt mangler i Danmark for tiden. For det er jo oplagt at gribe fat i et samfund der synes mere og mere velreguleret eller skulle vi sige kontrolleret – her måles, vejes, evalueres, benchmarkes og normaliseres så det er en ”lyst”. I Sverige der også udmærket kender problematikken ser vi den kritiske tendens fx i film af Roy Andersson, Ruben Östlunds ”De ufrivillige” (2008) og nu her sidst i Wenzel og Hellströms fremragende ”Man tænker sit” (2009). Det er ironisk, at vi hellere producerer ”normale” genrefilm, når kritikken af det normale er så nødvendig nu.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
SF/Fox</a
