Skriv en kommentar
Den 30. juni 2001 spillede Tibet sin første landskamp i fodbold mod Sepp Pointeks tropper fra Grønland. Kampen foregik i Vanløse og tibetanerne tabte 4-1. Alligevel var det en sejr for den tibetanske nation og folk, der har været besat i Kina i mere end 50 år.
Den forbudte landskamp havde mange modstandere i den store politiske verden, og filmen viser hvordan det er sundt at adskille sport og politik. Det var bl.a. Kina og det internationale forboldforbund FIFA meget længe om at forstå. Kinerserne prøver alt for at stoppe kampen, bl.a. truer den grønlænderne med lægge landet på is i forhold til rejeimport til riget i midten. Filmen prøver godt nok heller ikke at provokere ved at sige at begivenheden var andet end sportslig, hvilket jo ikke er sandt for selvfølgelig var det også en politisk manifestation, som buddhister naturen tro ikke slår stort op. De to instruktører kunne med held have gået FIFA og Kina efter i bedene for at høre om deres version af sagen. Omvendt når man det man når når man lavet dokumentarfilm. Det er genrens charme.
Der bliver nemlig en utrolig god dokumentarfilm ud af stoffet. Vi følger det tibetanske landshold fra udtagelseturneringen i foråret 2001 gennem træningen gennem håbløse vilkår på en muddermark i det nordligste Indien. Til sidst når holdet frem til Vanløse i sommeren 2001. Og man skal noget hård i filten for ikke at føle en vis glæde over Lobos føringsmål i første halvleg. Personligt havde jeg det som, da Faxe knaldede den i kassen for 11 år siden. Sympatisk for filmen er det, at den ikke følger holdets stjerner. Den er ikke et personligt portræt, men et portræt af en enhed – et landshold, hvor alle er stjerner. En stor sejr til et lille folk. En stor lille film om et lille folk. En hel usædvanlig nødvendig film i dagens verden, der viser at sport er forbudt for nogen. Uden leg og glæde til spillet får vi aldrig fred i verden og viser denne film forbilledligt.
