Skriv en kommentar
I sit livs umiddelbare krise, har den 38 årig børne-entertainer Thomas Deleuran (Anders W. Bertelsen) slået sig lidt på flasken, og en skilsmissesag kørende med ekskonen Marianne (Marie Louise Wille). Ved en familiemiddag med moren Ingrid (Ghita Nørby) og søsteren Charlotte (Sonja Richter) annonceres nyheden. Charlotte (anarkistisk freelance fotograf) er dog mere opkørt af en sag, og vil gerne mødes med Thomas i Malmø dagen efter. Han møder op på aftalestedet, som har forvandlet sig til et ulykkessted. Søsteren er omkommet, druknet under en vinter bade tur. I Charlottes gemmer finder han en række dokumenter, tilbage fra hans afdøde fars fortid i efterretningsvæsnet. Omkring farens deltagelse i transport af kemisk våben til den amerikanske base i Thue på Grønland.
Thomas tager kontakten op med farens gamle kollega Lange-Erichsen (Henning Jensen), som kun kan bekræfte dokumentet, men samtidig lyver om ikke at have mødt Charlotte kort før hendes død. Thomas vrede er vækket, han opsøger en af Charlottes veninder Ursula (Maria Bonnevie) for at grave dybere i sagen. Da han ønsker at gå til pressen med sagen, møder han en der udgiver sig for at være journalisten, og som prøver at komme Thomas til livs. Et stort net lægger sig over den uprøvede men ihærdige børne-entertainer.
Søren Kragh-Jacobsen stiller nogle markante spørgsmål med denne film. Det at være dansker, at accepterer hvordan frygt i hverdagen fylder op i medierne. Og at når tærsklen nås hvad angår frygt, bliver man fyldt op med angst. Er man som borger og forbruger så nem at håndtere for et såkaldt demokratisk samfund, at de kan gøre hvad som helst? Specielt opstod idéen ved læsning af Hans Hækkerups biografi, hvor han beretter at have været med til at nedlægge en paramilitær enhed, som arbejder selvstændigt, uden lov og ret. Filmen som sådan er både en action udblæsning, men belyser også det nye danske samfund, hvor Thomas føler sig forfulgt af diverse overvågningskameraer.
Det er ganske solidt spil, specielt af Henning Jensen med sin sarkastiske facon, skærer sin usympatiske karakter med en besk eftersmag. Ghita Nørby har som altid en stor aura af dybde i sin mimik og virker troværdig som den hemmelighedsfulde mor, der fører sit eget dobbeltspil.
Historien er yderst interessant, men instruktøren formår ikke at være helt troværdig og skarp i sin udlægning af det trusselbillede som er filmens hovedtema. At Thomas får lov at køre linien så langt ud, uden dissideret geniale udfald fra hans side til at skjule sine bevægelser, virker umotiverede overfor den angst filmen prøver at fremmane. Så er de jo ikke så farlige endda, efterretningstjenesten. Researchen virker ikke særlig dybdegående, efter at der er blevet videre bearbejdet frem til en vision om hvad fremtiden kunne byde, ud fra de gældende betingelser med mere overvågning og et stort efterretnings net, det ville have stillet filmen i et skarpere lys.
Musikken fungerer dog fremragende, Trentemøllers chill out med skarpe kanter effektivisere de visuelle billeder.
Læs interview med Anders W. Berthelsen her
Læs interview med Søren Kragh-Jacobsen her
