Skriv en kommentar
Kort sagt så findes Gud. I hvert fald i Det spritnye testamente. Han er selvdestruktiv, dybt alkoholiseret, usoigneret og bærer rundt på en halvt flommende vom. Han taler nedladende til sin kone og søn. Sønnen J.C er flygtet til menneskes verdenen - de dødelige - for at stoppe Guds ødelæggelser, men det lykkes ham ikke. Gud har i filmen et hemmeligt kontor, hvorfra han med hjælp af en computer beslutter, hvilke straffe menneskene fortjener i form af flystyrt, jordskælv eller oversvømmelser.
Hans datter Ea (Pili Groyne) er tydeligvis ikke fars pige. Hun gør oprør mod Guds ødelæggelser, og beslutter sig for at tilføje seks nye apostle til den sidste nadver og skrive et helt nyt testamente. Hun drager ligeledes til menneskenes verden for at finde sine udvalgte seks apostle.
Filmens præmis ser i begyndelsen lovende ud med inspiration fra Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001) og Ma vie en rose (1997). De første 20-30 minutter er filmens narration bygget stærkt op, men formår ikke at integrere de surreelle elementer, og humoren forsvinder derefter sammen med narrationen. Der er særligt en scene, hvor Catherine Deneuve sidder i en stor omfavnelse med en gorilla, som på ingen måde giver nogen form for humoristisk eller anden mening.
I udgangspunktet havde denne film potentiale til at blive en helstøbt komedie med dybde og universelle budskaber om Gud og vores eksistens, men i stedet ender den med at blive et stort miskmask.
