Skriv en kommentar
Det er et metikuløst, grandiost og præcist arbejde som hver dag finder sted i Det Kunsthistoriske Museum i Wien. Og nu får vi, som normalt ville betegne os selv som gæster, muligheden for at få et eksklusivt kig ind bag de imponerende og finpolerende rammer.
Få instruktører ville finde et "imidlertid lukket for renovation" museum som en spændende kulisse for en dokumentarfilm. Men instruktøren Johannes Holzhausen valgte bevidst at bruge to år, mens museet i Wien genopfandt og udvidede sig, på at filme hver et øjeblik af det arbejde som fandt sted imens. Fra 2012 og gennem 2013 fulgte han hver en arbejder, hver en situation og hvert et værk og resultatet er både respektfuldt og stilrent. Man er en åndeløs flue på væggen, omgivet af mageløst kunst, og de til tider svære beslutninger, som følger med det privilegium at arbejde på et af de mest berømte museer i verden.
Økonomi, møder blandt de ansatte, kreative forhandlinger, den daglige rengøring og præsidentbesøg. Genvordigheder med genopbyggelsen, med budgetkrav, men også en lystig og nærmest overjordisk stemning er dagligdagen blandt de mange mennesker som hver dag møder på arbejde på Ringstraße i byen Wien.
For gæster som betræder de smukke gulve omgivet af strålende guldværker og ærefrygtindgydende malerier af kunstgiganter som Rembrandt, Johannes Vermeer, Tizian, Caravaggio, Nicolas Poussin og Jan van Eyck glemmer muligvis, at der hver dag er fundet et passioneret og dramatisk slid sted for at netop gæsterne, skal kunne tabe sig selv for omverdenen, indtil de igen står udenfor på Wiens gader.
Det er denne verden som dokumentarfilmen Det Store Museum skildrer. En verden af benhård konkurrence efter et større publikum, og hvor markedsføring og nytænkning er vigtigere end alt andet.
Men samtidig får vi vist en hverdag som ekkoer af varme, sved og oprigtig kærlighed til det museum vi får præsenteret i sådan en grad, at det er svært ikke at føle sig selv som en nyfødt kunstelsker efter det sidste billede er rullet hen over lærredet.
For enhver, som har bare EN kunstelskende dråbe blod i sin bankende krop, vil blive suget ind af denne lækkerbisken af en dokumentar, som sammenvæver kunst, viden, teknologi og ren malerisk magi i en fascinerende kontekst. Og det er den minutiøse fremvisning af hele museet som en overordnet bygning, indholdet og de arbejdende som er den klare essens.
Det ene øjeblik kan vi på en næsten kærlig måde får vist en ung kvinde som alvorligt og fokuseret arbejder på at fjerne borebiller i rammen på et maleri og andre som med tilbageholdt åndedræt rengør uvurderlige værker med vatpinde.
Derefter skifter vi og følger nu en hastig og hurtigsnakkende direktør, som er ved at klargøre sig til det kommende præsidentbesøg.
Vi bliver altså ikke bare lukket ind i museet, vi bliver lukket ind i en hverdag som er grunden til at så mange besøgende kan blive benovet og imponeret hver gang de besøger Det Kunsthistoriske Museum.
Kodeordet bag denne ufattelige følsomme adgang til et så kæmpe projekt som at stå i spidsen for et Kunstmuseum er uden tvivl tillid. Instruktøren har virelig formået at få menneskerne i dette passioneret og dedikeret puslespil af artefakter, malerier og sjældne værdifulde genstande til at fremstå som virkelige personer. På trods af den evige tilstedeværelse af kameraet, som uden tvivl til tider må have skabt noget drama eller ændrede situationer, vil man efter at have set denne film gå ud med følelsen af at have været medvirken til noget ufattelig specielt.
Dette er uden tvivl en af de mest unikke film længe set. Et museum behind the scenes. Hvis man har gået og forestillet sig at malerier hænger i isolation på deres plads bag "do not touch" skiltene, vil denne film virkelig give et nyt blik på denne form for kulturarv.
Glem alt om "Nat på Museet"-filmene. Dette er den virkelige, levende vare!
