”Det store panserslag” (Il Grande Attacco) er et typisk eksempel på en italiensk produceret
70’er-krigsfilm, der forsøger at bide skeer med Hollywoods episke block buster produktioner
som ”Den længste dag” og ”Panserslaget ved Ardennerne”.
Rollebesætningen er garneret med en vifte af internationale stjerner og med bastant kanontorden
og stakkevis af lig, er underholdningsværdien rimeligt garanteret.
Handlingen indledes i 1936. Skuepladsen er Berlin. Her mødes en tysk løjtnant, Kurt Zimmer (Helmut Berger), en amerikansk general, Foster (Henry Fonda), en britisk korrespondent, Sean O’Hara (John Huston) og en jødisk skuespillerinde, Annelise Ackermann (Samantha Eggar) under de olympiske lege og bliver nære venner. Men snart marcherer Adolf Hitlers nazitropper over landegrænserne til Østrig, Frankrig, Holland og Italien og 2. Verdenskrig bryder ud. Ven forvandles til fjende – uanset om de vil det eller ej!
General Foster (Henry Fonda) må med megen modvilje se til, da hans ene søn, John (Ray Lovelock) i 1943 beslutter sig for at slutte sig til de allierede styrker, som – under ledelse af General Patton og briternes Montgomery - udkæmper blodige ørkenslag mod Rommels panserarmé i Nordafrika.
Hér er også den tyske major Mannfred Roland (Stacy Keach) udstationeret og han leder med stor effektivitet slagene mod de allierede ’ørkenrotter’.
”Det store panserslag” bestræber sig på at præsentere krigens tumultariske begivenheder på både slagmarken og på hjemmefronten. Det afgørende panserslag ved Mareth fronten fylder den sidste
halve time, men forinden har vi fået masser af modstandskamp og sabotageaktioner. Der er i sandhed smæk for skillingen og ligene hober sig op i stakkevis nærmest fra første indstilling.
Produktionsstandarden er pæn sammenlignet med andre italienske krigsfilm fra perioden. Der er massevis af veludførte action sekvenser og dramatiske ørkenslag, men alligevel mærkes det alt for markant, at dette er en ’low budget’ produktion i sammenligning med amerikanske krigsfilm.
Handlingen er springende og virker noget episodisk. Det kan være ganske svært at orientere sig i det omfattende persongalleri og især i de skiftende lokaliteter, hvilket må være filmens største
svaghed. Skuespillerne er castet i temmelig karakteristiske (konforme) roller, men man kan ikke komme uden om, at i hvert fald Henry Fonda og John Huston tilfører filmen en vis kvalitetsværdi.
Stærkest indtryk gør dog Helmut Berger som fanatisk naziløjtnant i en præstation, der bringer minder om hans dæmoniske portræt i Viscontis ”De lange knives nat” (1969).
Iscenesættelsen er lagt i kompetente hænder på Umberto Lenzi, som mange sleaze og horror fans givetvis vil kende fra hans blodige kannibalfilm ”Cannibal Ferox” (1981).
Another World Entertainment præsenterer ”Det store panserslag” på DVD i en udmærket kopi.
Filmen gengives i det korrekte biografformat, 2.35:1 anamorfisk widescreen. Ekstramaterialet omfatter biografiske data om instruktør og skuespillere, en lang italiensk trailer, et slideshow
med filmstills og trailers til andre AWE udgivelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.