Skriv en kommentar
Jacques Audiards seneste film og Guldpalmevinder ved Cannes film festivalen i 2015 DHEEPHAN kunne ikke lande på et mere velvalgt tidspunkt - midt i den højaktuelle debat om flygtningestrømmene til bl.a. Europa.
Filmens tre nøglepersoner bliver i filmens første scener sat sammen som en familie. De overtager på kynisk og brutal vis en død tamilsk families pas. Deres nye identitet bliver adgangsbilletten til at flygte til et land i Europa. Hovedpersonen Dheepans (Jesuthasan Antonuthasan) fortid som tamilsk soldat og frihedskæmper bliver for en kort stund overdøvet af kampen for at overleve og flygte til et nyt land med den opdigtede familie bestående af Dheepan, en kone på 26 år og en datter på ni år. Konen Yalini (Kalieaswari Srinivasan) har en kusine i London og ser i begyndelsen blot Dheepan og pigen Illayaal (Claudine Vinasithamby) som et middel til at nå sit eget mål. Hun vil videre til sin kusine i London. Pigen Illayaal er forældreløs, og kan gå for at være deres niårige pige.
De to ”Frankriger”
Den sammensatte familie som far, mor og barn bliver sat på prøve, da de tilfældigt ender i Frankrig. De kommer til at bo i en parisisk betonforstad/banlieu med vold, hårde stoffer, fattigdom, tyverier og stor arbejdsløshed. Dheepan bliver vicevært for et stort boligkompleks, hvor stuelejligheden følger med som viceværtens bolig.
Udfordringerne med at lære sproget og tilpasse sig forstadens ’indre’ logikker og vaner kæmper de hver især for. For eksempel spørger Dheepan Yalini om hun ikke også kan gå med tørklæde ligesom de andre kvinder. Det er imod hendes religion, men for ikke at tiltrække opmærksomhed, begynder hun at bære tørklæde i det offentlige rum.
Krigstraumerne vender tilbage til Dheepan, da de lokale banders voldelige og drabelige kampe intensiveres. Dheepan forsøger at kridte en hvid streg op, som man bruger til boldbaner, og kalder den for ’no fire zone’. Han har mareridt og heftige tilbagefald. I begyndelsen af filmen bliver Dheepans hjemlængsel skildret af en slags meditationsøjeblikke med close-ups af en elefants rolige bevægelser. Disse meditationspauser forsvinder i takt med den stigende vold og brutalitet, som Dheepan oplever i den nye kampzone i den parisiske banlieu.
Den franske instruktør Jaques Audiard får sat flygtningestrømme og de ophobede, undertrykte forstadsghettoer til debat. I Frankrig er ’les banlieues’ opdelt i rige og fattige og uligheden er stor. De franske socialministre har i årevis ignoreret de voksende, overbelastede forstæder til bl.a. Paris, Lyon. Personerne i DHEEPHAN er ikke en del af Paris’ indre kerne, de 20 arrondissementer, og de kan ikke genkende Paris som ’Lysets by’ med Eiffeltårent, Triumfbuen etc. Det er fundamentalt to forskellige ’Frankriger’, og det får Audiard frem i DHEEPHAN.
Med DHEEPHAN formår Audiard at lave en universel, politisk fortælling og fremstille brutalitet, kynisme på en næsten poetisk, ’organisk’ måde. Cinematografien, kameravinklerne og de autodidakte skuespilleres præstationer er i verdensklasse. DHEEPHAN er en af Audiards absolut bedste film indtil videre.
