Skriv en kommentar
Da den første Die Hard kom på plakaten op til jul i 1988 blev den øjeblikkeligt en action-klassiker. Alle drengerøve ville være politibetjent, uden “license to kill”, men med rig mulighed for det.
Die Hard II kom et par år senere og floppede som udvandet, karrikeret og søgt efterligning af den første film i serien, der dog senere har opnået kultklassikerstatus blandt Die Hard nørder.
Die Hard With A Vengeance fik, trods sin lidet mundrette titel (der i Danmark blev rettet til MEGA HARD), forholdsvis stor succes. Den brød med de to tidligere films juletema og introducerede en ny John McClane. En afdanket betjent der er opløst af lige dele skilsmisse-selvmedlidehed og spiritusforbrug. Til hverdag en bums, suspenderet fra bestillingen som helt, der, når der er brug for ham, vågner op til dåd i god gammel crime-fighter stil. Han blev suppleret af en veloplagt Samuel L. Jackson der gav yderst værdigt både med- og modspil.
Nu kommer så Die Hard 4.0. Den originale titel er Live Free Or Die Hard, hvilket godt kan virke lidt skræmmende midt i en verden præget af “post 9-11” patriotisme og en forholdsvis fejlslået Irak-krig, men hey, skal det være Hollywood, så lad det være Hollywood!
Plottet skal være kompliceret nok til at holde os fanget, men ikke mere besværligt end at alle kan følge med:
Hele USA´s elektronisk styrede system bliver taget som gidsel. Alt fra trafiklys til atomkraftværker går i stå og myndighederne mister kontrollen. Det er superhackere der har fat i den lange ende og FBI står hjælpeløse. De slemme består som actionfilm-opskriften kræver, af lejemordere med fransk accent, amerikanske hackere og en asiatisk babe med kung-fu kundskaber. Alle bliver de ledet af en fint spillende Timothy Olyphant i rollen som god, patriotisk ærkeamerikaner der er blevet sur på systemet, fordi de ikke lyttede på hvad han sagde. - Kan det blive farligere?
Den altid tilpas kantlurvede heltebetjent John McClane ender midt i balladen da han skal hente én af de utallige hackere FBI trækker ind til samtale i forbindelse med det elektroniske nedbrud. - Tilfældigvis ankommer han nogenlunde med Superhackernes oprydningspatrulje (lejemorderne med fransk accent), og det hele ender i skudduel, eksplotion og biljagt. Der er nu gået ca 4 minutter af filmen, og vi føler os allerede hjemme i gode gamle McClane´s hverdag.
Herfra fortsætter den vilde jagt, hvor den alt andet end højteknologisk kyndige supercop altid er tre skridt bagved skurkene, men villig til at hænge i til det sidste, om så det kræver endnu en t-shirt, rigelige skræmmer eller sågar liv og lemmer.
Vi får gang på gang, via skurkenes skummelt udførte planer, indblik i hvor mange muligheder man har hvis bare man kontrollerer teknikken, og det er også denne tilgang der ender op med at blande den purunge McClane-datter Lucy ind i plottet - noget skurkene nok skal komme til at fortryde, for er der noget der er helligt for Hr. John er det familien..
På forhånd har der været stor debat, siden det blev offentliggjort at Die Hard 4.0 havde fået en PG13 godkendelse i USA. Det betyder normalt at de blødeste former og de værste bandeord er luget fra. Mange har luftet deres bekymring for hvilke konsekvenser denne udvanding af John McClane-figuren ville have. Det har som regel konsekvenser når man placerer en tidligere betjent / terroristbekæmper - machohelt iført snusket undertrøje, tømmermænd og halvautomatiske våben i et univers der ikke tillader at man bander.
Men disse antagelser er hermed gjort til skamme. Vi får både i pose og sæk hvad gælder slagsmål og bandeord. Romantikken er fornuftigvis kørt ned på så lavt niveau at vi aldrig får brug for bodydoubles eller “perlende fugt på hud“-scener, hvilket absolut har gjort turen gennem censuren nemmere.
Len Wiseman (Underworld) står bag kameraet og instruerer. Det gør han med indlevelse og ægte uregerligt liv. Vi har her at gøre med en mand der har et stort hjerte for actiongenren. Han har øje for den fine balance mellem plot og eksplotioner og forstår at holde den. Mark Bomback har skrevet manus og stået for størstedelen af de svært nødvendige punchlines. De emmer af kliché, men er der noget der er mere kliché end linjerne er det John McClane selv. Det passer som fod i hose.
Justin Long (Accepted) præsterer at udbygge rollen som den fjollede highschool knægt som han ofte har spillet, til en behageligvis noget mere nuanceret figur. Det er vi glade for, og det er på tide at han når ud til et bredt publikum som andet end ungpigernes drøm. Det gør han hér hvor han først og fremmest viser at han er skuespiller. Knægten har jo talent.
Die Hard 4.0 er en overordentlig velproduceret actionfilm. Den har alt det gode vi kender fra de gamle Die Hard film og alt det der nødvendigvis skal være i en ny actionfilm. Det er ikke noget episk mesterværk, men det er heller ikke nogen lemmedaskende publikumspleaser. Der er klichéer. Nogen vil sige for mange, andre for lidt. En ting er sikkert. John McClane er tilbage i storform. Hvis du har set de tidligere film med velbehag eller ret og slet er McClane-fan, så sæt dig sikkert i sædet med John McClane 4.0 - det er en opgradering der er værd at investere i!
