Skriv en kommentar
En ny digitalt restaureret udgave af Chaplins både gribende, sentimentale men også ustyrligt morsomme kommentar til den politiske udvikling i Europa i 1939 har fundet vej til danske biografer.
Det er i grunden umuligt at forholde sig til Diktatoren som bare endnu en filmtitel, der bliver holdt op mod én eller anden standard for casting, kameraføring, manuskript, underlægningsmusik eller et hvilket som helst andet element. Det er slet ikke det, der er afgørende for at fornemme og tilegne sig filmens unikke karakter.
Filmens titelfigur, diktatoren Adenoid Hinkel – spillet af Chaplin selv - i den fiktive nation Tomania, er med al ønskelig tydelig skåret over Hitler. Når man tager tidspunktet for filmens tilblivelse i betragtning og datidens politiske rådvildhed over for den nazistiske fremmarch, står den politiske satire så meget skarpere. Lægger man dertil latterliggørelsen af virkelighedens Mussolini gennem den opblæste Napaloni, diktator i, Tomanias naboland, så kan ingen påstå, at den politiske satire er diskret. Den skåret tommetykt og bøjet i neon.
Med nutidens øjne kan man nok sætte en finger på plottet om den jødiske barber – også spillet af Chaplin selv - der redder en såret pilot, Schultz, for derefter at miste hukommelsen efter hjernerystelse. Tyve år senere er barberen tilbage i sin salon i ghettoen, hvor elementer af Chaplins klassiske stumfilms-figur vagabonden blandt andet træder frem i en kostelig scene, hvor en sagesløs kunde bliver udsat for barberens fjerne tanker til ”Ungarske danse” af Johannes Brahms.
Samtidig har Hinkel – i al sin svulstige ’pragt’ taget magten i Tomania, hvor han dog er faretruende tæt på at løbe tør for den finansielle ballast, der gør det muligt at føre krig. Derfor søger han velvilje hos jødiske bankforbindelser, der dog takker nej. Det fører til repressalier over for den jødiske ghetto – herunder barberen. Endnu en gang krydses Schultz’ og barberens veje. Schultz genkender sin gamle redningsmand og lader ham gå fri.
Der er selvfølgelig ingen overraskelser i en film, der har været vist siden den fik amerikansk premiere i 1940 – den fik af naturlige årsager først premiere i Danmark efter befrielsen. Det er til gengæld stor og langtidsholdbar kunst, at magtfuldkommenhed kan blive tegnet så skarpt og humoristisk, så man stadig, 76 år senere, kan grine af og føle med den jødiske barber i hans personlige strid med regimet i Tomania. Og selv om barberens sluttale, hvor han efter at være forvekslet med diktatoren Hinkel står over for et masseopbud som er det Hitlers partidage i Nürnberg, er mere end almindeligt svulstig, så kan man sagtens bære over – fordi budskabet trods svulstigheden er vigtigt og tidløst.
Jeg kan kun udtrykke taknemmelighed over, at en film som Diktatoren bliver bevaret og vedligeholdt, så den også kan opleves af nye generationer – og genopleves af os andre.
