Regnorme er i denne film udråbt til noget nær det nederste i insekt hierarkiet. Så en taber regnorm Bjarne, som ikke vil være mellemleder i kompostvæsnet, ligesom faderen, og som altid har haft sine egne idéer, der ikke rigtig matchede det selvundertrykkende orme samfund. En dag falder han over faderens diskoplader, og bliver ramt af en gal disco orm. Hans gode ven og bror Niller, den tykke og ikke ambitiøse, gør alt for at få Bjarne fra sine idéer.
Men Bjarne vil samle et band. Og så er han blevet helt ormevarm på byens lyshårede skønhed Gloria. Han sætter plakater op, og minsandten om den eneste der dukker op ikke er Gloria.
Meget modvilligt går Niller ind som bassist.
En lille tur ud i det rå hjørne af byen, støder de på gruppens leadguitarist Jimmy, der med udsigten til at få erhvervet et lynnedslag en guitar påført guld og glitter, så er han solgt.
Altså Bjarne på trommer og sang, Gloria på sang. I en gammel pakke hal, som er en del af fabrikken hvor Niller og Bjarne er i gang med deres mellemleder uddannelsen, øver bandet.
Men de opdages af den strikse og skrappe chefsekretær Donna. Hun tager dem midt under et disco sæt. I stedet for at smide dem på porten, smider hun Bjarne væk fra trommerne og til keyboardet, for selv at tage sig af trommestikkerne og rytmen. Så er gruppen oppe på fem medlemmer.
Hele idéen udspringer sig af et stort musik grand prix, hvor ormene efter Bjarnes mening har en mulighed for at få en velfortjent oprejsning.
Men en stor crooner, Tony Dennis, en fedladen insekt dario, der har sit eget følge af begejstrede unge feminine biller, orme m.m. Han føler sig ganske truet af denne gruppe, der har lyden, talentet til at nå lidt for langt i Grand Prix´et. Med sine egne triumfkort i bagkloen, ser det ud til at Bjarnes musik gruppe vil komme til kort under eller inden det store Grand Prix.
Filmen er ganske banal i sin fortælling, og har hentet en del inspiration fra amerikanske animationsfilm, der holder et utroligt højt niveau, og som også har et langt større budget at sætte af på.
”Disco Ormene” var fra start et projekt hvor der skulle genbruges for at spare tid. Det vidner filmens kort spilletid også om.
Men trods besparelser, naivitet, og en historie spundet på det forudsigelige, formår filmen alligevel at henrykke de mindre, og med sine disco rytmer at få tag i nogle af de ældre. Animationen er godkendt, ikke det bedste vi i Danmark kan præstere, men heller ikke langt fra.
Der er brugt en pæn del af summen til filmens stemmer (Peter Frödin, Troels Lyby, Birthe Neumann, Henning Jensen, Trine Dyrholm m.fl.), som er med til at give filmen et ekstra kick.
Filmen har dog tjent alle sine penge hjem, også via soundtracket, så måske en idé for diverse producenter, at følge trop på denne genre i fremtiden?
Ekstra materialet er til gengæld mere ambitiøst og interessant. Et længere klip fra DR´s Troldspejlet, hvor der gås bag om produktionen.
”Fra streg til levende billeder”, fortæller instruktør Thomas Borch Nielsen om sin forkærlighed til netop regnorme, og om sit budskab og idé til filmen og dens tilblivelse.
Punktet ”Bloobers” er ganske underholdende, her får vi alle fraklippene, hvor produktionsholdet bag computerne til tider har misset et par vitale dele til figurerne.
Indspilning af sangene bliver man også belønnet med. Og så er der mulighed for i karokebaren at synge med på flere af filmens disco hits ”Play That Funky Music”, ”Disco Inferno”, ”Blame It On The Boogie” m.fl.
Diverse trailers og et billedgalleri runder hele herligheden af.
5 stjerner til ekstra materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: SF/Fox</a