Skriv en kommentar
Læser man det interview med instruktø Barbet Schroeder der hang ved pressematerialet til hans nyeste dokumentarfilm, ”Djævlens Advokat”, så har hans intention været at lave et portræt af den moderne terrorismes udvikling. Det er bekvemt at holde sig til, for når man ser filmen kan det være svært at finde ud af hvad ideen helt præcist har været.
Umiddelbart har vi at gøre med et portræt af den uhyre fascinerende Jacques Vergès – advokat gennem 50 år og offentlig forsvarer for nogle af historiens mest berygtede og bespottede terrorister. Man kunne forvente at Schroeder ville koncentrere sig om nogle af de bemærkelsesværdige retssager Vergès har været en del af – Milosovic, Pol Pot, Ayatollah Khomeini, Nazi-ikonet Klaus Barbie, Carlos ”Sjakalen” og mange flere – men det er ikke tilfældet. Faktisk får man ikke udkommet af ret mange retssager at vide, men det virker også underordnet. I stedet følger vi i lige så høj grad privatpersonen Vergès. En ung, multikulturel franskmand der fandt sympatier i den algierske frihedskamp i 1950erne.
Gennem nogle turbulente retssager og et ægteskab med den terrorsigtede Djamila Bouhired bliver Vergès indlemmet i et miljø og en stribe kampe der har kendetegnet hele hans tilværelse. Historien er dramatisk, overraskende og voldsom og fortælleformen er finurlig, forvirrende og svær at blive klog på. Det er jo selvsagt enormt seriøse emner Schroeder arbejder med, men han skildrer det med en legende og provokerende ironi, som dels underminerer troværdigheden, dels gør hans egentlige dagsorden endnu sværere at gennemskue. Det virker som om formen og den nærmest filmisk dramatiske historie er fremstillet som den er for at fordoble Vergès’ person og hans komplette utroværdighed. Der er ingen tvivl om at halvdelen af det han siger i filmen er løgn eller fordrejninger af sandheden, men når der bliver snakket om så omsiggribende handlinger og voldsomheder er det svært ikke at tage alting for gode varer. På samme måde for filmen der, i kontrast til sin troværdige talking-head form, på ingen måde fremstiller klassisk objektiv dokumentarisme, men derimod mere fungerer som et portræt af en løgner og i sidste ende en kommentar til moderne terrorisme.
For ligesom Vergès i starten har sympati med de frihedskæmpere han forsvarer, så synes moralen at være at alting i sin tid har haft sin beretigelse. Selv terrorisme. Omvendt kører disse tendenser ofte af sporet når man senere forsøger at genfinde følelserne fra starten. Ligesom Vergès’ følelsesladede og romantiske forelskelse i Bouhired efterlader ham med et ønske om at genopleve det hele, ligeså bliver vor tids ”frihedskæmpere” fremstillet som ynkelige mennesker der pinagtigt bliver ved at forsøe at genfinde en kamp eller et retfærdiggørende mål som ikke længere findes. Således fremstiller Scroeder det i hvert fald.
Ikke desto mindre er hans film en lang og til tider ret forvirrende affære. Oplevede man 70erne og 80ernes begivenheder, der her er skildret – München-balladen, Carlos’ mange voldsomheder, algierske og palæstinensiske aktioner – vil man helt sikkert have lettere ved at finde rundt i det enorme persongalleri end en som jeg der stadig er under 30. Spænding og nuancer er der til gengæld masser af og uanset hvor forvirrende jeg finder nogle af Schroeders særegne fortælletræk, så har der åbenlyst været en mening og intention med det hele. En spændende dokumentarfilm der er lidt lang i det, men bestemt er værd at se.
Bemærk at kopien vist i Vester Vov Vov tilsyneladende blot er en projektioneret DVD der indeholder ret så dårlige og mangelfulde danske undertekster.
