Skriv en kommentar
Magisk roadmovie
Et umage makkerpar, overtro og traditionel musik er alle ingredienser i denne sydamerikanske roadmovie, der til tider både er dragende og fængende, men også lider under dens insisterende dvælen ved de ellers så flotte landskaber.
Satans harmonika
Los viajes del viento (vindens rejser), der på dansk har fået den noget mere klingende titel Djævlens Trækspil, begynder da musikeren Ignacio, som netop har mistet sin kone, beslutter sig for at returnere sit trækspil til sin læremester, der eftersigende vandt det i en musikduel mod selveste djævelen. Efterfølgende kastede mørkets fyrste en forbandelse over trækspillet, der betød, at enhver der spillede på det, var dømt til at leve resten af sine dage alene som omrejsende spillemand.
Han får, omend noget ufrivilligt, selskab af den unge Fermin der følger ham i tykt og tyndt i bedste Sancho Panza stil, fast besluttet på, at Ignacio skal være hans læremester og som i den klassiske roadmovie, er det ikke så meget rejsen i sig selv, men det de oplever undervejs og deres indbyrdes forhold, der driver historien.
Freestyle trækspil, voodootrommer og colombiansk stand off
Siden Ignacio blev gift, har han insisteret på aldrig at spille mere, men der går selvfølgelig ikke længe, før at dette løfte bliver brudt i et meget tidligt højdepunkt under en musikduel i en lille landsby. Her ydmyger han i bedste freestyle stil, der sender tankerne hen til MC’s Fight Night, den regerende mester og vinder duellen. Dette er blot en af de mange velfungerende små scener i filmen, hvor vores to rejsende møder alt lige fra overtroiske kvægdrivere til excentriske narkobaroner og voodootrommende elever, der skal døbes i blod fra et firben. Det er under disse mange små intermezzoer, at Djævlens Trækspil har sine styrker, for selvom fotografen Paulo Perez’ mange widescreen billeder af det ene flotte sceneri efter det andet er bjergtagende, så er det langt mere spændende at se Ignacio blive tvunget til at spille under et colombiansk machete vs. machete stand off.
Tror du virkelig på det?
Som med alt andet magisk realistisk skal man tro på det, for at det giver mening. Djævlens Trækspil er ikke nogen undtagelse, og derfor bliver man da også hylet en anelse ud af den da Ignacios bror, efter at have fortalt trækspillets baggrundshistorie til en fortryllet Fermin, bryder ud i et latterbrøl og kommer med kommentaren, ”tror du virkelig på det overtroiske vås?” For selvom det overtroiske fylder en stor del af filmen, er der aldrig noget overnaturligt ved den. Ciro Guerras kun anden film er dog også meget mere end bare en fortælling om et forbandet trækspil. Det er en coming-of-age historie, om eleven der desperat søger mesterens anerkendelse, en film om det usagte venskab der langsomt opstår mellem Ignacio og Fermin og en film om det hårde liv som omrejsende musikant, hvor man aldrig ved, hvad den næste dag kan bringe. Man skal, som trækspillet, være i stand til at kunne klare hele registret selv.
Djævlens Trækspil er en film, der fungerer på mange punkter. Især i de mange små sidehistorier, men også på skuespilfronten med de to debutanter Marciano Martínez og Yull Núñez som henholdsvis Ignacio og Fermin. Desværre bliver den også en smule langtrukken og til tider en anelse kedelig, når vi bliver ført igennem det colombianske landskab i indstilling nummer 60 af en bjergside, mark eller sandørken.
