Skriv en kommentar
Er der historie nok, om en hundesalonsejer i en lille italiensk provinsby? Overraskende ja. Den italienske instruktør, Mattheo Garrone, har igen skabt et fantastisk drama, om en god mand i et giftigt miljø. Og så er den skam også baseret på en virkelig historie fra Italiens 1980’er.
Den gode far
I forstadsbyggeriet nord for Napoli driver den lille og spinkle, Marcello (Marcello Fonte) en hundesalon. Men selvom det hele ser meget idyllisk og perfekt ud, så sælger den fraskilte Marcello også kokain for at kunne forkæle sin højtelskede datter med gaver og dykkerture. En af hans faste kunder er den store, voldelige Simone (Edoardo Pesce) der er frygtet af alle. Marcello og Simone har et gensidigt afhængighedsbånd, selvom det til tiden fører til voldelige opstød. Men i takt med at Simones misbrug eskalerer, bliver Marcello så presset, at han er nødsaget til at tage affære. Det bliver med fatale konsekvenser til følge.
Blændende skuespil
Marcello Fonte vandt skuespilsprisen i Cannes for hans præstation. Dette er fuldt fortjent, da han virkelig spiller rollen til perfektion. Der er meget godhed i Marcellos hjerte, og det ses i hans adfærd med sin datter, men også hvordan han agerer med hundene, hvor han tit omtaler dem som ”bella” og ”amour” selvom de er ved at bide hånden af ham. Selvom han muligvis ikke er den mest sympatiserende karakter, så følger man stadig med ham – selvom han for længst burde havde droppet venskabet med den voldelige Simone. Edoardo Pesce er dog også modbydelig god i rollen som den voldelige Simone. Man sidder kun og hader ham, fordi han spiller rollen så overbevisende.
Moralsk kompleksitet
Filmen er opstillet som et moralsk dilemma. For hvad gør en forsvarsløs lokalbefolkning imod den voldelige Simone? Han får et par måneder i fængsel, og derefter kommer han ud og begynder forfra. Slår man ham så ihjel? Og i så fald, kommer man så væk med alle sine problemer? Marcello og Simone har bestemt et forvirret forhold. Om det blot er fordi de er gamle barndomsvenner eller der er en højere sadistisk magt imellem dem, lærer vi aldrig. Men hundene symboliserer muligvis Marcellos rolle, som den evige underdog. Han gør altid, hvad han får besked på, og på mange måder lever han sit liv som hund for en meget større og brutal hund. Og når først Marcello får lært at sige fra, er det så det hele værd?
”Dogman” er italiensk drama og absurditet. Med fantastiske præstationer fra Marcello Fonto og Edoardo Pesce får vi et meget kompliceret venskab udfoldet i et giftigt miljø. Den evige morale kommer altid i spil, og hvor meget man tør ofre sig for sine venner og ikke mindst sig selv.
