Skriv en kommentar
I ”Doin’ my drugs” følger vi den danske musikkunster Thomas Buttenschøn i en rejse til Zambia, hvor han selv har rødder fra. Målet med turen er at ændre zambiernes frygt for omtale af HIV. I landet frygter befolkningen at blive testet for HIV, fordi de hellere vil leve i uvished. Buttenschøn havde selv mistet begge sine forældre, da han blev ni år gammel, til den farlige virus. Tiderne har ændret sig og i dag kan HIV-patienter reddes, men ved zambierne nu også det? Gennem musik forsøger Buttenschøn at sende budskab ud og give HIV opmærksomhed igen. Han får hjælp af andre zambiske musikere, samt HIV-aktivister for at opnå sit mål, men lykkes det og kan han få zambierne til at snakke om problemerne?
En smuk fortolkning af et tabu, men en langsom start
HIV har dræbt utallige mennesker i de afrikanske lande, men selvom man skulle tro en dokumentar om en farlig sygedom ville være trist, er det ikke tilfældet i ”Doin’ my drugs”. Dokumentaren skaber glæde og er fyldt med gyldne øjeblikke mellem Buttenschøn og diverse zambiske musikere. De forskellige sangsessions undervejs laver en positiv energi gennem hele filmen. Filmen starter inde i handlingen, hvilket ikke er unormalt, men de første 20 minutter forekommer langsomme og virker nærmest ligegyldige ift. resten af ”Doin’ my drugs”. At fange publikums opmærksomhed hurtigt, er desværre ikke hvad denne dokumentar opnår, men filmens kvalitet stiger mere og mere fra start til slut.
”Doin’ my drugs” har et smukt budskab om at bryde tabuer, i stedet for at forblive tavs. De mange sange undervejs er en fornøjelse og viser hvor stor magt kunst kan have. Filmen fangede desværre mig for sent og i flere minutter undrede jeg mig over, hvornår en meningsfuld sammenhæng forekom.
