Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Clearwater Marine Aquarium i Florida hjælper strandede og skadede dyr med at blive raske og komme tilbage i det åbne hav. Tilbage i tiden fik de delfinen Winter ind, som på grund af sin ødelagte hale aldrig kan komme tilbage i havet – men alligevel kunne den få en god tilværelse hos de frivillige på organisationen. Denne historie blev til handling i en spillefilm, filmens store succes udæskede end efterfølger, som delvist er baseret på virkeligheden, men slagkraften er ikke den samme.
Filmen fokuserer igen på delfinen Winter i Clearwater Marine Aquarium, som er blevet deprimeret efter at hendes egen artsfælle og bofælle Panama mistede livet. Samtidig forsøger den unge instruktør at finde sin vej frem i livet og karrieren, men kan han give slip på delfinen? Heldigvis kommer der en lille overraskelse, som måske kan hjælpe dem på vej.
Den virkelige historie om Winters historie fungerede ret godt i etteren, da man fik en overbevisende feel-good-fornemmelse over menneskets forsøg på at redde dyr. Toeren derimod træder meget i vande i forhold til substans, og man kan ikke ligefrem sige, at den kommer på banen med et nyt og spændende koncept. Filmen følger Winters møde med sin nye ven i bassinet – that’s it. Det har de så alligevel formået at strække til en film på 1 time og 35 minutter, og det skyldes, at der er et meget stort fokus på den menneskelige side af sagen – og det er negativt i denne sammenhæng. Disney fokuserer ikke ligefrem meget på solidt skuespil, og når menneskene skal bære det meste af filmen, bliver det en meget rusten omgang underholdning. Selve den virkelige historie er ganske interessant og rørende, men kunne nok nøjes med at blive fortalt gennem en nyhedsoverskrift.
Det er tydeligt at se, at det er en film rettet efter den mindste aldersgruppe, da den er meget børnevenlig og skærer tingene meget ud i pap. Handlingen udvikler sig også i et ganske langsommeligt tempo, så selv de mindste børn kan få historien med. Den er overvældende sukkersød og amerikansk, hvilket er kvalmende ubehageligt i mange af filmens scener. Der er meget lidt substans i selve handlingen, og man keder sig allerede efter de første 20 minutter. Selve kulminationen og den rørende hændelse resulterer i et 20-30 minutters lykke-ekstase-øjeblik, hvor amerikanerne virkelig kan labbe deres godtroende, urealistiske og ikke mindst brækfremkaldende følelsesforestillinger i sig.
Selve filmen fortæller en god moralsk historie om, hvordan forholdet mellem mennesker og dyr bør være. Den er dog lidt mere moralsk orienteret end sin forgænger, da den fokuserer på forskellen på denne type organisation og f.eks. SeaWorld. Clearwater Marine Aquarium er et sted i Florida, hvor skadede havdyr kan restituere og derefter blive sat ud i det fri igen. Den er ikke en kommerciel organisation og gør derfor ikke fysisk eller psykisk skade på dyr – men alligevel kan man ikke lade være med at tænke, at dyrene lider overlast af at være en turistattraktion. På trods af at filmen omhandler den delvist sande historie om den forkrøblede delfin Winter, som ikke længere er i stand til at leve i det fri, så skaber det lidt en gråzone i forhold til dyrevelfærd.
Generelt set er det mere en hyggelig film med en forventelig happy ending, og det skal man lige have justeret forventningerne efter – man skal ikke forvente storslået skuespil, episk drama eller andre vilde remedier i filmen, men blot forvente en hyggelig familiefilm, som børnene vil klappe i hænderne over en lørdag aften foran fjerneren. Katastroferne og problematikkerne er meget polerede og den forsøger at presse så mange moralske overvejelser og filosofiske vendinger ind i handlingen som overhovedet muligt. Den rummer nogle flotte optagelser i bassinet af delfinerne, men meget af det er computer-animerede delfiner – og det er virkelig amatøragtigt. Samlet set kan Dolphin Tale 2 bruges til at få unge, forvirrende småbørn til at imødekomme verdens turbulens med lidt flere moralske overvejelser i rygsækken. Den fungerer ikke rigtig som en underholdende film og dvæler alt for meget ved amerikanernes selvhøjtidelighed, hvilket resulterer i en kriseramt handling, som langsomt men sikkert synker til bunds.
