Skriv en kommentar
Dommerens valg handler om den travle dommer Fiona Maye, spillet af Emma Thompson, der til hendes mands store fortvivlelse begraver sig ned i sag efter sag, og ikke har tid til ligegyldige ting som kærlighed. Det går til sidst ud over hendes ægteskab, og midt i den sværeste periode i hendes liv, skal hun tilmed tage stilling til en indviklet sag om den 17-årige Adam Henry som er ramt af leukæmi, og som af religiøse årsager ikke vil undergå den blodtransfusion der ellers ville redde hans liv. Mere forvirrende bliver det for hende, da hun sætter sig for at møde ham på hospitalet, før hun vælger om han skal tvinges til operationen. De to bliver nemlig, i en af årets måske mest mærkeligste scener, underligt fascinerede af hinanden…
Tempoforladt tankespind.
Dommerens valg er i sandhed en grå og tempoforladt film, og det vedvarende soundtrack med klassisk klaver og melankolske strygere hjælper ikke synderligt på den søvndyssende stemning. Historien er som et ujævnt pendul der konstant svinger imellem interessant og overhovedet ikke interessant. I nogle perioder af denne film har man vitterligt lyst til at lukke øjnene og drømme noget, der kun kan blive mere spændende end det, man er vidne til. Andre gange kan man ikke tage blikket fra skærmen, når den boblende uro inde i Fiona Maye kommer op til overfladen. Emma Thompson redder meget af denne film, og hun står som det eneste element der gør Dommerens valg værd at se. Hendes fantastiske kropssprog, hendes underspillede måde at udtrykke sine replikker, og hendes gennemborende og følsomme blik, der kompromisløst tvinger os ind i hendes karakters kaotiske tankespind. Stanley Tucci spiller godt op til Emma Thompson, som hendes fortvivlede mand Jack Maye, og resten af skuespilholdet kan man ikke sætte en finger på. Det skulle da lige være Fionn Whitehead i rollen som Adam Henry, der trods sin store præstation i Christopher Nolans Dunkirk fra sidste år, nogle steder ikke er troværdig nok i sit spil og virker fejl-castet.
Psykisk syg kærlighed.
Trods det langsomme tempo og de grå toner, så føles Dommerens valg ikke helt som spild af tid. Filmen har trods alt noget på hjertet, og som før nævnt er Emma Thompsons præstation ganske fantastisk og tilpas underspillet. Men der hvor filmen taber en stor del af sin troværdighed er med førnævnte Fionn Whiteheads karakter Adam Henry. Adam Henry er Jehovas Vidner, og efter at blive reddet af Fiona Maye (ved at få gennemtvunget en blodtransfusion), bliver han besat af hende. Han følger hende rundt hvor end hun går, han finder hendes telefonnummer på nettet, lægger klamme beskeder på hendes telefonsvarer, skriver digte og breve til hende osv. Alt dette fordi han føler, at hun har reddet ham fra hans religion (og her kan man så diskutere om Dommerens valg faktisk er en anti-religiøs film…), og han nu ikke kan få hende ud af hovedet. Kort sagt: drengen er tydeligvis skingrende sindssyg, og har brug for professionel hjælp. Problemet er, at det er ikke sådan vi skal se på ham i filmens verden. Skønt han er en stalker, skal vi stadig se ham som en interessant, klog og sød ung mand, der bare har brug for en krammer. Det bliver mere og mere mærkeligt, jo mere Fiona Maye bliver tiltrukket og fascineret af ham, for det gør vi som publikum bestemt ikke. Her fejler filmen i at få os med ind i hendes verden, og det er synd, når det nu er sådan en stor del af historien.
Dommerens valg er en langsommelig og grå affære, men et sted bag Emma Thompsons øjne brænder en flamme, der er svær at tage øjnene væk fra. Skønt det er en film der plotmæssigt godt kan stikke i lidt for mange retninger, er hovedhistorien om en karrierekvinde i midtvejskrise ganske solid. Det er bare synd, at filmen ikke går planken ud med denne historie, men holder sig inden for dens halvkedelige grå ramme.
