Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Dot the I” er en svær størrelse at beskrive uden at afsløre filmens afgørende twist. På den anden side er dette twist så irriterende udført at man næsten for lyst til at afsløre det. Jeg skal dog forsøge at lade være.
Matthew Parkhills første film udgiver sig i første omgang for at være et trekantsdrama. Vi møder den unge, spanske Carmen i London hvor hun bor sammen med sin forlovede, den velhavende Barnaby. På sin polterabend møder hun dog den dragende brasilianer Kit og et enkelt kys starter en lavine af følelsesmæssigt kaos i den unge, hemmelighedsfulde Carmen.
Filmen følger denne tangent på forholdsvis traditionel facon, dog hele tiden afbrudt af nogle særegne, udspionerende videooptagelser af de unge elskende. Forsøget på at gøre det hele mystisk og lidt uhyggeligt fungerer ikke rigtig, men det hænger sammen med Parkhills ”åh-så-gennemførte” forsøg på at snøre sit publikum.
I slutningen bliver det nemlig klart at ingen er hvem de giver sig ud for, og Parkhill ”udfordrer” således sit publikum til at bemærke de mange spor filmen igennem. Nogle instruktører kan gennemfører denne måde at lave film på, andre kan ikke. ”Dot The I” falder fuldstændig igennem på dette område og det med et gevaldigt brag! Parkhill ender med en art udforskning af filmmediet og dets tekniske såvel som moralske restriktioner, hvilket absolut er en spændende diskussion, men han gør det i en film der paradoksalt er temmelig dårligt og uoverbevisende skruet sammen.
Slutningen er det bedste eksempel hvor alting bliver kørt så ufattelig langt ud at man til sidst råber af sit fjernsyn for at få det til at holde op. En ting er et plot-twist – det er vi efterhånden vant til – noget andet er at twiste, snøre og dreje sin film ud i pinlige langdrag der til sidst bliver en dramatisk skændsel.
Skuespillerne, anført af det mexicanske stjerneskud, Gael Garcia Bernal (”Motorcykel-dagbog”, ”…og din mor”), i sin første engelsktalende hovedrolle, leverer ujævne præstationer – mest på grund af et ujævnt manuskript. Bernal er dygtig og det viser han også i flere scener, men flere af de andre skuespillere, i særdeleshed den ”komiske” duo Tom Hardy og Charlie Cox, er ulidelige at se på.
Parkhill tager fat i en spændende diskussion og han udforsker den også delvist tilfredsstillende. Havde det ikke været for den tragisk irriterende udførsel havde ”Dot The I” været en tankevækkende film. Som den står nu er den simpelthen så irriterende at den, indholdet til trods, kommer til at fremstå banal og dum.
Bonusmaterialet inkluderer en making-of dokumentar, en trailer og en stribe interviews med de medvirkende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
