Skriv en kommentar
Forsikringssælgeren Walter Neff træder træt ind på sin arbejdsplads en meget sen aftentime. Langsomt stiller Neff sig ind i elevatoren og kører op til sin skæbne. Desillusioneret sætter Neff sig ved et skrivebord og fortæller med en uovertruffen voice over os og sin kompagnon Keyes historien om et rovmord.
Neff fortæller, hvordan han mødte kvinden Phyllis Dietrichson, der fra starten af betog vores mandlige fortællerkarakter med sin dæmoniske seksuelle udstråling. Via Neffs fortælling udfolder der sig et æskesystem af forviklinger og skumle planer. Vi er her i hænderne på instruktør Billy Wilder i en af Film Noirgenrens absolutte hovedværker. Phyllis Dietrichson er den inciterende Famme Fatale, der bringer Neff ud af sine vante mønstre. Hun lukker op for et univers, han slet ikke kendte. Men den næsten skræmmende normale mand kan ikke stå imod fristelsen til at udtænke et snedigt set up, der skal gøre det af med Phyllis fordrukne mand, og derved give Neff kvinden og pengene. Igennem filmens stilunivers hvirvles seeren ind i et spændende forviklingsspil, der understreges af genrens karakteristiske mørke og dunkle aftenbelysning. Skyggerne danser bagved karaktererne og bag hver et gadehjørne lurer frygten for at blive gennemskuet. Vi føler og følger med Neff igennem den seneste tids dramatiske kamp for at træde i centrum og glide ud af dagligdagens fængsel. Men som evig snushane ala detektiven Colombo står forsikringsoraklet Barton Keyes, der har en nærmest overnaturlig evne til at se sandheden, og med disse øjne i ryggen, bevæger vi os med Neff rundt i en verden af frygt og bedrag.
Filmen er naturligvis tragisk af karakter og minder på en måde om Shakespeares pine af sine hovedkarakterer. Historiens komplekse og meget gennemtænkte plot forfører os og til de geniale dialoger og den fortræffelige voice over, forsvinder vi ind i filmens dunkle univers.
Filmen byder på en righoldig symbolbrug, der fører os dybere ind i personernes univers og videre over på et allegorisk niveau, hvor iste ikke bare er iste, og hvor et smykke om anklen på femme fatalen, Phyllis, forfører og forfalder.
Man mærker tydeligt, at alle tiders detektivskribent Raymond Chandler har været inde over filmens manuskript. Disse dialoger og den gennemstrømmende bitre fortællerstemme er således helt igennem fantasisk.
Som Femme Fatale ses Barbara Stanwyck, der leverer et af de mest stærke forførerportrætter, jeg har set. Hovedrollen som den ordinære hund i et spil kegler, Ness, spilles af Fred Macmurray (Nøglen under Måtten), der her helt klart oplever sin bedste rolle. Derudover leverer Edward G. Robinson en også uforglemmelig præstation som den Cigarrygende og snusfornuftige ridder af sandhed, Barton Keyes.
Mange af Film Noirgenrens fiktioner virker også i dag relevante for os mennesker, der bevæger os rundt i et uigennemskueligt byrum af forsikringer og menneskeligt bedrag. Som andre tidlige værker såsom ”Malteser Falken” (1941) og ”Den tredje mand” (1949) har filmen her, genrens uforlignelige stemning.
Jeg er en stor tilhænger af denne genre og det er svært at sige præcis, hvorfor en af filmene, der er den bedste. Men det er udenfor en hver tvivl af ”Double Indemnity” er både en af genrens og filmhistoriens mesterværker. Wilders evne til at gennemskue og fremstille den usikre menneskelige psyke, som også kendetegner meta Film Noiren ”Sunset Blvd.” fra 1950 er således uovertruffen.
En film som ”Double Indemnity” kommer for øvrigt rigtig til sin ret i en intim og mørk biografsal, hvor du sammen med dine medpublikummer kan føle dig ført ind i et æskesystem af forførelse og mord. Her kan du nyde et dunkelt univers, hvis fortællerstemme og skarpe dialoger, følger med dig i frakken på vej ud i byens gadelygtebelysning.
