Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Downton Abbey er sædvanligvis et uregerligt fletværk af handlingstråde, der bevæger sig blandt herskab, blandt tjenestefolk og til tider mellem de to lag. Det sæsonafsluttende juleafsnit på en serie som denne kan derfor belejligt bruges til at knytte de sidste af sæsonens løse tråde sammen, samtidig med at der efterlades et passende antal hints til en eventuel kommende sæson.
Denne afslutning, der blev vist ved juletid, bringer handlingen frem til sommeren 1923. Familien Crawley er travlt optaget forberedelserne til at præsentere deres slægtning, Rose, i Londons royale selskabsliv. En del af tjenestefolkene er naturligt rykket med til London for at forberede den af selskabelighederne, som Crawley-familien lægger hus til i deres hovedstads-domicil, Grantham House.
Familien Crawley bliver af vanvare indblandet i en lurende kongelig skandale. Et brev, der kan sætte prins Edward i et mildt sagt kompromitterende forsvinder – og man finder ud af, at det er et tidligere ikke så heldigt bekendtskab, der står bag. Så familien rykker ud for at redde Edwards ære. Dette hovedelement udarter til næsten farceagtige former. Det, der – trods alt – trækker stikket hjem for sæsonafslutningen, er derfor de mere sekundære handlingstråde.
For eksempel Lady Mary Crawleys kvaler med at beslutte sig, om hun er parat til et liv sammen med en ny mand – og i så fald hvilken mand. To mænd, en adelig, Lord Gillingham, og en ikke-adelig embedsmand, Charles Blake, der er sendt ud for at undersøge bæredygtigheden i en ejendom som Downton Abbey, bejler lige ihærdigt til hendes gunst. Klimakset i dét forløb er, at Lord Gillingham fortæller Lady Mary, at Charles Blake ikke er så borgerlig, så det gør noget. Faktisk står han til at arve både titel og betragtelig ejendom. Så banen er kridtet op til en beslutninger, der kan ende med at blive taget ud fra pragmatiske overvejelser om på længere sigt at sikre økonomien for familien Crawley.
Der er også en interessant lille krølle på historien om John og Anna Bates. Hun blev tidligere i sæsonen voldtaget af Lord Gillinghams butler. I første omgang fortæller hun ikke sin mand, hvad der er sket, men han finder til sidst ud af det – og spørgsmålet er nu, om han i realiteten står bag trafikuheld, der tog livet af voldtægtsmanden.
En tredje interessant handlingstråd er forholdet mellem familien Crawleys butler, Carson, og husholdersken, Elsie Hughes, der udvikler sig i vidunderlig sneglefart. Slutscenen slutscenen understreger fornemt, hvordan Carson af alt magt forsøger at holde på formerne og traditionerne, mens Elsie nok er mere minded for at erkende, at verden er i forandring.
En fjerde tråd er Lady Ediths forhold til Michael Gregson. Hun er blevet gravid og har i første omgang opholdt sig i længere tid i Schweiz, officielt for at lære fransk. Inspireret af Tom Branson, der som chauffør blev gift ind i familien Crawley, finder hun dog på nye muligheder for at følge sig barn – end at efterlade det hos en familie på fastlandet. En historisk interessant krølle på Lady Ediths historie er desuden, at Michael efter alt at dømme er forsvundet i Tyskland. Sidst er han observeret i ølstuemiljøet i München, hvor en gal man har samlet tilhængere omkring sig, mens han udbasunerer de mest vanvittige synspunkter.
Det er selvfølgelig en grund i sig selv til at se dette afsnit, at man vil være opdateret til den nye sæson. Den visuelle side er dog en lige så god og måske – i betragtning af den færomtalte truende royale skandale – i virkeligheden den vigtigste grund. Filmningen bærer præg af udsøgt sans for et korrekt tidsbillede. Miljøet er tegnet med stor akkuratesse, om end en udendørs scene ved Albert Memorial i Kensington Gardens samt ikke mindst køreturen op af The Mall mod Buckingham Palace lidt vel tydeligt er strikket sammen i et computerværktøj for at klippe moderne stoppesteder, skilte med mere fra. Alt andet lige en diskret plet på en fornem visuel oplevelse.
