Skriv en kommentar
Da jeg som 12-13 årig i begyndelsen af 60´erne på en lille skole på Østlolland skulle til at lære engelsk i skolen, havde vores lærer travlt med at lære – at det hedder ”I have” men ”he has” – men hvad der for mig var mere vigtigt var, at hvis der stod ”return” i teksten, så vendte jeg mig om og fik på bageste række kontakt med eleven og hans tilbagestrøgne hår og et knæk i frisuren – og vi smilede tænkte på Elvis Presley: ”Return to sender” der lå øverst på Jørgen Mylius´ Top20 på den nye radiokanal P3. De sange blev mere vores interesse for at lære engelsk.
Nu har Baz Luhrmann lavet os en historisk dokumentarfilm om en af verdens kendteste og populæreste musikikoner, Elvis Presley (1935-1977), som der i forvejen ligger bjerge af filmoptagelser og skriverier om, og der er da heller ikke så meget nyt i den fremragende film Epic: Elvis Presley in Concert - hvor vi heldigvis ikke får bekendte og venners udsagn om hans storhed – men et historisk indblik i hans revolutionerende hofte – og elegant hører vi på scenen i slutningen af 60´erne – at hans på tv hos Ed Sullivan (1901-1974) i 1957 ikke måtte vride med hofterne og kun filmes fra bæltet og opad – det ser vi i glimt og kommer så direkte i samme tone ind i hele den hvidklædtes karakteristiske normale udformning under bæltestedet. Vi ser flere optagelser fra hans tid som soldat i Tyskland fra 1958-1960 – så allerede den gang som 23-årig var han et ikon for ungdommen – uden at være politisk, jo med kroppen. Han bliver til sidst spurgt, under USA´s deltagelse i Vietnamkrigen om han så ville have været militærnægter: Jeg er ikke politiker. Jeg er sanger.
Det er imponerende filmarbejde, hvordan det er lykkedes at finde de samme optagelser med f.eks. ”Polk salad Annie” – og gennem sangen se den fra tre forskellige versioner – og alligevel samme Elvis Presley, blot klædt i storslåede højhalsede dragter oftest opknappede, men dels i blåt, dels i hvidt, dels i rødt med alskens kæder og snore – han er helt nede blandt publikum og mundkysser for alle foranstående – og hans kontakt med musikere og publikum er enestående og tæt. Nærværende og ubeskriveligt. Og Las Vegas var hans største scene – med bl.a. i juli 1969 at spille to koncerter om dagen, syv dage om ugen og fire uger i træk. Hans eneste kommentar til ”at gøre det samme” er – det er aldrig det samme, der er et nyt publikum ved hver koncert - da kom jeg til at tænke på et interview jeg hørte med den danske kongelige skuespiller Jørgen Reenberg i starten af 1980´erne – hvor han blev spurgt – hvordan han kunne holde ud at spille H. C. Andersen 542 dage i træk: Jeg kender ikke min næste replik.
Han siger: Verden er en skueplads – vi spiller hver sin rolle - og selv fik jeg kuldegysninger, da han som noget af det sidste sang: ”Suspicious Mind” – som en af hans kendteste – men vi får også andres numre – både Paul Simons ”Bridge over Troubled Water”, Bob Dylans ”I shall be Realeased” og en forrygende Beatles og ”Get Back” – men det er også de store stjerner til hans show i Las Vegas – og pludselig kommer han hurtigt med en spydig kommentar til den smilende og meget smigrende Sammy Davis. Der er også en flot optagelse, hvor Luhrmann overbevist sætter sort/hvide billeder fra Sydstaterne fra Elvis´ hjemstavn – vi kommer tættere på hans liv.
Da det er en dokumentarfilm, savner jeg lidt årstal på nogle af de mange koncertoptagelser – og filmen fra 2022 var også et oprør mod hans manager, oberst Tom Parker (1909-1997), og kan ikke lade være med at tænke på distributionsselskabet at i den grad igen ”vil presse citronen ud af den store” – men vi får heldigvis gode stunder i denne dokumentarfilm – og flere gange bliver Elvis Presley også spurgt om det image han udsender til hele verden – hvor han meget nøgtern siger: Et image er ikke det samme som et menneske. Og hans liv vises til sidst – hvor kommentaren fra Luhrmann lyder: Elvis åd verden, før den åd ham.
