Skriv en kommentar
Vi befinder os i den langsomt kørende bil med hans kone og hendes glinsende kinder om natten, og i det fjerne kan høres en hund, og pludselig dukker en datter op i hvid kjole på bagsædet dansende med høj musik i flere minutter – og hun får at vide hun skal skrue ned - de må ikke vide, vi hører den slags musik - og en dybt ulykkelig mand går ud og ser en hund er blevet ramt af bilens forhjul.
En hund.
Filmen omhandler Vahid (formidabelt og skærende spillet af Vahid Mobasseri, f. 1987 i Shiraz), der som indsat i et fængsel pludselig på et bilværksted kan genkende en knirkende lyd fra et træben, som han hørte i fængslet tilhørende en torturbøddel han havde været offer for. Det er en utrolig ubemærket måde Vahid for kørt tæt på bødlen midt på dagen, og han lukker bildøren hårdt op i ham – og bundet ham i varevognen – det næste vi ser, er nærmest i en iransk ørken med kun et spinkelt træ næsten form som et ”Y” uden blade og på det store lærred ses kun en åben dør til varevognen og runde sandbanker i baggrunden. Alt overflødigt er skåret væk. Den nøgne sandhed filmes. Vi ser Valid på lang afstand med at grave et kæmpe brunt hul og tættere på, hører vi bødlen, Eghbal (spillet frygtindgydende af Ebrahim Azizi). Vi hører ham ikke kun i den jord, der skovles ned over ham, ser senere Vahid kaste mere jord på ham – han skal begraves levende med bind for øjnene og munden lukket - han skal lide mere end hans ofre i fængslet – og Valid får senere at vide af boghandleren, Salar: Du begraver ikke ham, du begraver din egen moral.
En bildør.
Vi følger nu Vahids lange usynlige kamp for at finde flere vidner – så han er sikker på, det er den rigtige Eghbal han har fundet, da Eghbal hele tiden insisterer på, at han ikke var vagten – da Vahid leder efter en fotograf, Shiva (spillet engageret af Mariam Afshari) , som vidne og sikkerhedsagent opstår i nye dragende episoder – da hun er midt i optagelser til et bryllup med brudepar klassisk klædt og hun med lang silkekjole -og pludselig bliver telefoner et vidnesbyrd, hvor de tror, ordensmagten kan spore dem – og det sker da ved et skænderi to politiarmerer roligt stiller sig op, og kun betragter skænderiet blandt det kommende ægtepar og fotografen – alle kender Eghdal – og da politiet vil kigge i varevognen med kisten – skynder brudeparret at flytte sig hen til bilen og hun fotograferer brudeparret, mens Vahid når at køre væk. Bruden er også tidligere fange. Det er et råb fra hjertet. Og hvad er retfærdighed – gribende er det med en telefonopringning med en grædende stemme og vi hører om Eghbals kone, der er ved at føde et sandhedens barn!!
En fyldt varevogn.
Hele tiden er filmens styrke at vi som tilskuer er i tvivl om Eghbals identitet – og nok ikke tilfældigt, at ”Mens vi venter på Godot” af Beckett, 1952 kommer frem til overfladen, da hun også er begravet i sand og fortæller i en slags fangenskab sin livshistorie. Filmen er både meget stillestående med det nødvendige håndholdte kamera – at ”filme ulovligt” og med så få hænder og mennesker til at afsløre statens brutalitet – og Panahi har ønsket at ære de politiske iranere han blev venner med, da han selv sad i fængsel – og har sagt; Jeg laver ikke politiske film. Jeg laver menneskelige film.
De få hænder.
Filmen er yderst pålidelig og grusom i al dens tavshed, og med filmhistoriens største fortællekunst. Jafar Panahi har tidligere med få midler fortalt de største dramaer, og hvem husker ikke hans Taxi Teheran fra 2015 hvor han selv er taxachauffør i Teheran og menneskeligt får passagerer til at fortælle deres livshistorie for ”nedrullede” vinduer. Filmen ”It was just an Accident” vandt fortjent i 2025 Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes og senere mange nomineringer – og den afslutning vil jeg aldrig glemme, hvor Vahid længe står med ryggen til kameraet og hører det knirkende og genkendelige træben komme nærmere, vil gå over i filmhistorien.
Et træben.
