Skriv en kommentar
Pixar har gennem årene bevæget sig fra det intime og følelsesdrevne til det mere koncepttunge og samfundsbevidste. Med ”Mission: Bæver” forsøger studiet endnu en gang at kombinere underholdning med aktualitet – denne gang med klima, naturbeskyttelse og politisk magtmisbrug som bagtæppe.
Mabel er en vaskeægte dyreven, der vil gøre alt for at beskytte naturen, selv når borgmester Jerry er i fuld gang med at bygge en ny ringvej for at sikre sit genvalg. Da hun opdager, at hendes professorer har udviklet et avanceret robotsystem, der gør det muligt at “hoppe” ind i dyrekroppe for at studere dem indefra, ser hun en mulighed. Fast besluttet på at redde naturområdet tager hun selv springet – i skikkelse af en bæver – og kan pludselig kommunikere med dyrene på deres præmisser.
Herfra folder filmen sig ud i klassisk Pixar-kaos: action, farverige karakterer og moralske budskaber i højt tempo. Pete Docter har beskrevet filmen som “Avatar møder Mission: Impossible møder Planet Earth”, og det er ikke helt ved siden af. Robotbævere, talende dyr og politiske magtkampe blandes i en fortælling, der vil meget – måske for meget.
En markant ændring fra traditionel Disney-fortælling er fraværet af en egentlig skurk. Borgmester Jerry er ikke ond, blot forblændet af sin egen ambition og overbevist om, at han gør det rigtige. Det samme gælder Mabel. Begge lyver, manipulerer og retfærdiggør deres handlinger i troen på, at deres sag er den rette. Deres konflikter er humoristiske og energiske, men under overfladen spejler de en nutidig virkelighed, hvor alle mener, de kæmper for det gode – og ingen rigtig lytter.
Filmen er rodet, kaotisk og til tider ganske plat. Men netop den overgearede energi er også dens styrke. Den er underholdende, idérig og tør faktisk tage chancer. De stille øjeblikke savnes dog. Især scenerne mellem Mabel og hendes bedstemor antyder en mere rørende og jordnær fortælling, men de får sjældent lov til at fylde, før tempoet igen skrues op. Her har Pixar tidligere været skarpere.
”Mission: Bæver” er humoristisk, hjertevarm og underholdende. Filmen når ikke højderne fra ”Zootopia”, og Pixar har tidligere leveret mere stramt fortalte og følelsesladede værker. Alligevel fungerer det. Trods sit rod og kaos er det en solid, visuelt flot og farverig familiefilm, der leverer præcis den energiske og medrivende underholdning, man forventer fra Pixar. Den har hjertet på rette sted – og ender med at være bedre, end man først kunne frygte.
