Skriv en kommentar
Baseret på det minimalistiske japanske spil ”Exit 8” forvandler filmen et enkelt loop-koncept til en uventet refleksion over skyld, ansvar og de valg, vi undlader at træffe. Spillet udkom for blot tre år siden og gik hurtigt viralt med sin simple, men effektive præmis. Det er derfor ingen overraskelse, at instruktør og manuskriptforfatter Genki Kawamura har kastet sig over projektet – selvom præmissen i udgangspunktet kan virke ensformig.
En mand (Kazunari Ninomiya) forsøger at forlade en tilsyneladende endeløs togstation, hvor han må holde øje med små uregelmæssigheder i omgivelserne for at finde vejen ud. Undervejs møder han andre karakterer, der også synes fanget i det samme loop. Spørgsmålet er ikke blot, om de kan slippe ud – men hvorfor de overhovedet er havnet der.
Filmen åbner med en ubehagelig scene, hvor en aggressiv mand overfuser en mor og hendes grædende baby, mens ingen griber ind. Det øjeblik bliver hængende og fungerer som et muligt moralsk omdrejningspunkt for det loop, hovedpersonen senere fanges i. Er stationen blot et mysterium – eller en konsekvens af passivitet?
Som psykologisk gyser fungerer filmen bedst i sin stemning. Den klaustrofobiske togstation og de gentagende omgivelser skaber en snigende paranoia, hvor selv de mindste forandringer føles truende. Det er ikke chok og jumpscares, der driver uroen, men følelsen af at være fanget – ikke kun fysisk, men i sine egne tanker og handlinger.
Fortællingen stiller flere spørgsmål, end den besvarer, og leger med tid, skyld og mulige fremtider. Ikke alle elementer lander lige klart, og enkelte passager kan virke forvirrende. Alligevel sætter filmen sig fast. Den er mere tankevækkende, end dens simple præmis lægger op til, og overrasker ved at rumme mere dybde, end man umiddelbart forventer.
”Exit 8” er ikke en stor film, og til tider føles den enformig - men den fungerer. Den sætter sig fast og bliver hængende lidt længere, end man regner med.
