Skriv en kommentar
Den over tre timer lange dokumentar med den danske titel “Velkommen til pengeland” udruller med afsæt i kunstværker af Picasso, Magritte, Van Gogh en virkelighed, som er ‘mere virkeligt end virkeligheden selv’ (jf. den portugisiske forfatter og kunstner Fernando Pessoa).
Dokumentaren vender vrangen ud på et verdensomspændende korrupt system, hvor de allerrigeste i verdenen sidder og trækker i trådene. Mantra’et er ‘Gud er penge’ og som den engelske forfatter/journalist Oliver Bullough påpegede i sin bog fra 2018 “Moneyland” og gentager i dokumentaren “It’s all about hiding money”. Her træder den ni-årige lange strid mellem en russisk oligark og en schweizisk kunsthandler ind i billedet. Dokumentaren spoler baglæns og ved hjælp af omfattende dokumentation i form af mails, sms’er og interviews med advokater, journalister, CFO, dommer, kunsteksperter, fortrolige venner til de to hovedpersoner genskabes forløbet. I en periode på over 10 år fra 2003-2014 opbyggede de to hovedpersoner verdens største kunstsamling, inden samarbejdet kulminerede i en strid på ni lange, intense år.
Ifølge undersøgende/graverjournalist Antoine Harari er den ni-årige lange strid meget mere end en svindelsag, ‘det er et spring ned i kunstverdenens afgrund’. Begge har hver deres version af forløbet, men kun den ene stiller op til interviews i dokumentaren og har et brændende behov for at ‘rense’ sit omdømme som storsvindler og det giver denne dokumentar til dels ham mulighed for.
Yves Bouvier (født 1963 Genève) er en schweizisk entreprenør/forretningsmand/tidl. kunsthandler. Bouvier blev ikke blot kongen, men kejseren af Freeport-imperiet. På dansk ’Frihavne’ dvs. store kunstlagere, som fungerede som en slags lufthavnshal i hhv. Paris, Monaco, Singapore, New York mfl. Her blev verdens mest værdifulde kunstværker og -genstande opmagasinerede og transporterede i et usynligt system. Ifølge journalisten Bullough så kan ‘Frihavnene’ opfattes som den fysiske manifestation af hans bogtitel “Moneyland”. Her kan de ultrarige spekulanter og oligarker opbevare deres ‘penge’ og ingen kan spore dem f.eks. hvis et verdensberømt maleri af da Vinci er i ‘Freeport’, så er det på vej til at flytte rigdom på en måde, som ikke kan spores af myndigheder som skat eller andre offentlige instanser.
Dmitry Rybolovlev (født 1966 Rusland) er presse sky og russisk oligark, milliadær. I forbindelse med Soviet Unionens sammenbrud satsede han på gødningsindustrien i Rusland og på skrupelløs vis skabte han sin formue ad den vej, hvor han bl.a. kom i fængsel for mord. Rybolovlev ekspanderede siden hen sine forretninger til internationale ejendomme, professionel sport (ejer af fodboldklubben AS Monaco) og havde ambition om at opbygge verdens største kunstsamling med eksklusive kunstværker og med Bouvier som rådgiver/kunsthandler.
Bouvier blev arresteret i 2015 for at have storsvindlet Ryblovlev ved at have tjent en billion dollars over deres 10-årige samarbejde. Sagen frafaldte, da der ingen konkrete beviser var fra Ryblovlevs advokater. Tidl. dommer Edouard Levrault ved Monacos domstole finder ud af, at Bouvier er en mellemmand eller i overført betydning, en stor rids i lakken i et globalt korrupt netværk styret af Ryblovlev. Dommeren Levrault blev truet på livet, da han og andre graverjournalister og økonomer finder ud af, at der er en sag inden i sagen, der er langt mere alvorlig end den oprindelig sag, striden mellem Bouvier og Ryblovlev, som udadtil tiltrak internationale mediers opmærksomhed.
De afgørende spørgsmål som dokumentaren står tilbage med. Hvordan fik Bouvier disse forhandlinger i stand om verdens mest ikoniske mesterværker, så ingen vidste om det? Hvem var alle hans andre klienter? Hvor er alle de andre penge blevet af, da han mistede alt? Vi får det nok aldrig at vide. Til sidst i dokumentaren advarer journalisten Bullough, at de samme mekanismer finder sted konstant i forhold til at undgå skatter (hvidvaskning af penge), regler og overholdelse af love. Disse mekanismer vokser hele tiden og de muterer og det er et reelt problem. Hvordan lever man overhovedet i et demokrati længere? Det gør man ikke, man lever i pengeland.
