Skriv en kommentar
Adoptionshistorier er gennem de sidste årtier blevet allemandseje takket være DRs “Sporløs”, og “Hjemsøgt” indeholder på mange måder elementer, som man kender fra den populære serie. Taekyung Tanja In Wol Sørensen går et spadestik dybere med sin deltagende dokumentar og graver i sin egen historie. En historie, der går fra Sydkorea til Vestjylland - og undervejs byder på stærke følelser og søgen efter an(svar) - for til sidst at ende i en høring tilbage i Sydkorea.
Instruktøren er efter sigende blevet efterladt som hittebarn i Sydkorea og som følge heraf blevet en del af et adoptionssystem, som sørger for, at hun adopteres af danske forældre. Historien om hittebarnet kan dog ikke bekræftes, da alle fortegnelser er blevet slettet - for så vidt eksisterer Taekyung Tanja In Wol Sørensen på papiret slet ikke, da hun ikke kan spore sit koreanske ophav og står i en situation, hvor hendes adoptivforældre ikke lever længere.
Her starter dokumentaren, og Taekyung Tanja In Wol Sørensen går på jagt efter identitet, rødder, forståelse, ansvar - alle de spørgsmål, som et adoptivbarn kan have, når man ikke ved, hvad eller hvem, man kommer fra.
Dokumentaren er primært baseret på interviews med familiemedlemmer, som instruktøren selv står for. Som underlægning ses flotte naturbilleder fra både Danmark og Sydkorea og drømmelignede sekvenser, som man kan tolke som et billede på at fastholde eller løsrive sig.
Langsomt bevæger historien sig mod en mulig forløsning og et krav til ansvarstagen.
Det står hævet over enhver diskussion, at “Homesick” er en sympatisk dokumentar med meget på hjertet - og den afdækker et nærmest primalt behov hos mennesket - nemlig at vide, hvem man er. Og tilmed kommer den med en berettiget kritik af et korrupt adoptionssystem. Den del måtte gerne have fyldt meget mere. Med det sagt, så oplevede jeg en dokumentar, som, ikke overraskende, var meget indadvendt - men ikke rigtigt får seeren med. Undervejs får man følelsen af et projekt, der primært har form af selvterapi - uden den sidegevinst, at man får lov at være med på vognen.
Det er muligt, at instruktøren får svar på sine personlige spørgsmål - men jeg står tilbage med flere ubesvarede spørgmål end svar.
Film- og fortællemæssigt er der ikke meget at komme efter, og på den måde er dokumentaren håndværksmæssigt flot skruet sammen og med et klart, veldefineret budskab. Og paradoksalt nok er det måske en af svaghederne - at den stramme opbygning har betydet, at mange svar er givet på forhånd, og selve håbet om forløsning er brast, inden optagelserne for alvor gik i gang. Det havde i visse tilfælde måske kaldt på mere refleksion og en mere involverende stemning.
Når man kalder på de helt store følelser, så kan det være svært at distancere sig fra filmtekniske principper, berettermodeller og lysindfald. Derfor vil jeg anbefale, at du selv ser filmen - det er selvfølgelig altid en god idé - men netop her tror jeg, at der kan være enorme udsving i den individuelle opfattelse af påvirkning på følelsesregistret. Så sving forbi CPH:DOX - stort geografisk udbud og masser af spilletider - det er bare at komme af sted.
En lille bemærkning slutteligt; på dansk har “Homesick” fået titlen “Hjemsøgt” - På trods af, at der er tale om spøgelser undervejs, og definitionen godt kan være rammende, så undrer jeg mig over, at den titel er valgt - jeg havde personligt forventet en helt anden film, da jeg først så titlen.
