Skriv en kommentar
Den unge new yorker Marty Mauser (spillet eminent af Timothée Chalamet) er løst baseret på den kendte amr. bordtennisspiller Martin Reisman (f.1930-d.2012), som blev amerikansk mester i bordtennis i 1958. I sine erindringer fra 1974 “The Money Player” skriver Reisman, at professionelle tennisspillere bliver nødt til at være enten ‘gamblere’ eller smuglere for at overleve i gamet, hvor det kører med 200 km i timen.
Marty Mauser bor stadig hjemme hos mor og arbejder i sin onkels skobutik. Begge dele i nød og for en ultrakort periode. Da vi møder Marty i skobutikken er han en rigtig dygtig sælger med snakketøjet i orden og hans onkel vil gerne forfremme ham. Det falder ikke i god jord hos Marty, som råber:”I could sell shoes to an amputee”. Han har et eneste mål og er fast besluttet, at han vil spille bordtennis.
Strukturen i den lange film er enkel og kan inddeles i tre stykker som en slags musikkomposition. Første del er nærmest eksplosiv. Der er fart over feltet og Martys konstante jagt efter penge er hæsblæsende for at kunne rejse til London og deltage i British Open for bordtennis, hvor han når at spille sig til semifinalen. Med sine lidt for hurtige og sarkastiske bemærkninger og sin hyperbolske selvtillid som tenderer til at blive ufrivillig komisk og sin impulsivitet tror han selv, at han er i gang med at køre sin tenniskarriere i stilling. Samtidig og i en og samme bevægelse brænder han sine broer med netop de egenskaber, som han tror hjælper ham på vej.
Mellemstykket er turbulent, da han vender tilbage til NYC, da hans plads/ranking ved det kommende verdensmesterskab i Tokyo er tvivlsomt. Her i filmens midte skaber Marty en masse nye problemer. Det ene problem afløses af det næste og han udnytter sine nære relationer til fulde bl.a. sin gravide barndomsveninde og kæreste Rachel (spillet intenst af Odessa A’zion) og sin trofaste ven Wally (spillet med inderlighed af Tyler Gregory Okonma), men han anser ikke sine medmennesker og har kun et for øje at komme til Japan for at slå bordtennis mesteren Koto Endo.
I tredje og sidste del af filmen ser vi Marty i Japan og en form for katharsis indtræder efter alle de løgne og ydmygelser, som han har påført sig selv og andre. Hans menneskelighed pibler langsomt frem i erkendelsesfasen, hvor han åbner øjnene og ser, hvilket kaos og farer, som han har skabt på sin vej til success.
Et bevidst musikvalg fra den amr. instruktørs side, Josh Safdie at benytte 80’er popsange som Alpavilles Forever young (1984) og Tears for Fears Everybody wants to rule the world (1985), selvom filmen har rod i en anden tid, mere præcist i 1952.
Hele filmen igennem holder vi vejret og tror, at nu kollapser Marty før han når at konsolidere og vise sit talent som bordtennisspiller. Marty er også fra instruktørens hånd et bevis på en underdog, som har kæmpet sig op socialt og økonomisk og samtidig er Marty også en repræsentant for en klasse af ungdommelig amerikansk arrogance, der i Efterkrigstidens USA kunne vække stor irritation verden over. Den generation tog den amr. drøm alvorligt og troede på sig selv og frigjorde sig fra familiens begrænsede arv og erhverv og omfavnede nye muligheder.
