Skriv en kommentar
“En af de mest hypede gysere, hvor folk stiller sig selv det samme spørgsmål efterfølgende…” Ja, nu skal jeg nok lade være med at afsløre, hvilket spørgsmål, der er tale om. Denne signatur stiller sig selv et helt andet og meget mere overordnet et af slagsen. “Hvorfor?”
Jeg kan normalt godt lide det skæve og anti-strømlignede. Film, hvor man ikke har regnet det hele ud efter et kvarter. Film, hvor man tør gøre tingene anderledes. Film, der ikke minder om noget, man har set før. Egentlig er alle kriterier opfyldt gennem “Good Boy”, for der er tale om noget så makabert som en hund, der er tildelt hovedrollen i en gyserfilm. Instruktør Ben Leonbergs egen hund Indy får nemlig lov til at vandre i nord-, syd-, øst- og vestgående retning både inde og ude og sansemæssigt opfange en mærkelig tilstedeværelse, der synes at hvile over et hus. Leonberg fik idéen til at trække “gyset” i denne retning efter at have genset “Poltergeist” fra 1982, hvor det som bekendt er familiens hund, der opsnapper, at noget er galt længe inden, at Carol Anne taler til tv-folket og konstaterer “They’re Here”!
Der er en ganske interessant vinkling, som der vel kun kan komme noget interessant ud af? Desværre… Som i slet ikke… Jeg har, så vidt jeg husker, ikke været så længe om at slide mine øjne gennem ikke engang 5 kvarters ørkenvandring, hvor rammen er, at Todd, en mand med en kronisk lungesygdom, flytter fra New York ud i sin nyligt afdøde bedstefars hus i en afsidesliggende skov. Med sig har han sin hund Indy. Det var måske et klogt træk, for Indy fanger snart, at de ikke er alene. Men hvad der kunne have været et nybrud i gysergenren bliver en eklatant maveplasker. Man kunne have håbet på noget nerve mellem hund og ejer i og med, at de to jo altså ikke kan kommunikere på samme sprog. I stedet bliver vi overladt med en halvsyret fortælling, der billedmæssigt er ufuldstændig og komplet uengageret. Det er vanvittigt svært at blive grebet af en håbløs CGI-forestilling og effekter reduceret til en sufflør, der leger med tænd-og-sluk-knappen.
Hunden gør såmænd det, som enhver hund ville gøre: At følge sin ejer - i dette tilfælde filmens instruktør. Den har garanteret hygget sig gevaldigt under optagelserne med usigeligt meget opmærksomhed fra sin herre. I sådan en grad, at der bliver logret med halen, slikket sig om munden og viftet lidt med ørerne, når en usynlig nybegynder på violin filer på strengene for at minde os om, at nu er det altså uhyggeligt. Du får ikke brug for en pude til at holde op foran hovedet, for “Good Boy” er stereotyp og uden dynamik, særligt når mørke skygger og møgbeskidte arme rækker ud efter en uopmærksom Todd, der for det meste bare ligger og hoster i en seng, alt i mens at Indy helt sikkert har klaret en ganske fin dag målt på skridttælleren. Med andre ord: Der sker ikke en skid! Respekt for art movies og fantasitrips, men det kan ikke have kostet mange kroner at have en hund til at vandre frem og tilbage på skærmen i 70 minutter. Konklusionen på filmen er endda ganske diffus. Man bliver ikke efterladt med nogle endegyldige svar, hvilket ofte klæder nervepirrende film, som man har været optaget af undervejs. En sådan er “Good Boy” bare ikke.
Alle der har set filmen i ét stræk burde hædres med en fortjenstmedalje. Ikke siden corona-tiden har jeg kedet mig så meget. Der er faktisk beklageligt, at så forholdsvis original en idé har fået så ringe et udbytte. Skal vi stikke en stjerne afsted til hunden for at huske alle sine replikker?
