Skriv en kommentar
Hvem er ikke bekendt med den berygtede sagnfigur Dracula og hvad han med tiden har måttet lægge navn til hvad angår film og div. spinoffs. Af de mytiske skurke som menneskeheden har, er Dracula ubetinget en af de største og har uden tvivl været ophavsmand til masser af ægte overtro og frygt hos folk i de små hjem ude omkring og historien igennem. Hvor vampyrlegenden kommer fra, er ikke sådan lige til at svare på, men forfatteren Bram Stoker skrev i 1897 den velkendte roman Dracula, som sætter form og liv i myterne, samt placerer dem i et slot ude midt i Transsylvanien. Stoker er vel nok ophavsmanden til det billede man har af vampyrer i dag. Bogen er blevet en klassiker og filmatiseret igen og igen. Den første filmatisering, sørgede spanierne for i 1931, med filmen Dracula. Denne film blev lavet både på engelsk og på spansk, og skudt samtidig. Vi har formentlig fået den spanske version i Europa, fordi den ”hører mere hjemme” her end den amerikanske version gør. Filmen blev hurtigt et kultfænomen og afstedkom ikke mindre end 3 opfølgere: Dracula’s Daughter (1936), Son of Dracula (1943) og House of Dracula (1945) , alle 3 på engelsk. De to første skal forestille at være i direkte forlængelse af hinanden, selvom den ene er spansk og den anden engelsk. Sådan at Dracula’s Daughter overtager lige præcis der hvor Dracula slap.
Disse 4 film udgør et interessant indblik i skabelsen af Draculas myte og i hvordan gyserfilm blev lavet dengang for mange år siden. Det foregik i sort-hvid og med mange lange og forklarende scener, som skulle opbygge en stemning af gru og spænding. Dengang virkede de psykologiske film lidt anderledes, for folk var ikke vant til den slags. Den dag i dag sidder vi jo og spiser aftensmad til splatterfilm, så den effekt kan nok ikke længere fås frem, men boksen udgør alligevel et godt indblik i en mytes skabelse og er et stykke flot filmhistorie. Teknisk set, taget tidspunktet i betragtning, fejler filmene ikke noget. Faktisk er de dygtigt filmet og dialogen er ikke så påtaget som man ellers er vant til. Skuespillet er dog ikke noget man bemærker som noget synderligt godt. Efterhånden som vi kommer længere hen i rækken af film, bliver den gamle myte om Dracula dog lidt udvisket, og erstattet af film som bærer en anelse derhenad, men som i bund og grund ikke har så meget med den ægte Dracula at gøre eller Bram Stokers roman. Men sådan er det jo med spinoffs. De afsluttende to er heller ikke så gribende og unikke som Dracula var det. Slet ikke da Frankensteins monster lige pludselig bliver hvirvlet ind i historien. Dengang kunne man dog finde den figur ret mange steder hvor den ikke hørte hjemme.
Boksen er helt givet rettet mod de filmkendere som elsker den ”gamle” periode. Og dem som evt. har en forkærlighed for gamle gyserfilm. Jeg synes det er en udmærket seer-oplevelse, som man får ud af denne boks, og kan sagtens forestille mig den på videohylden hjemme hos folk sammen med de andre klassikere fra samme periode.
The Dracula Legacy Collection får 4 stjerner ud af 6.
Ekstramaterialet er ikke noget der er værd at snakke om. Det består af et lille interviewspor med den oprindelige spanske skuespiller, der spillede heltinden i Dracula. Ikke prangende, men der har vel heller ikke været det helt store levn fra produktionerne. 1 stjerne ud af 6 til ekstramaterialet.
Filmene er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
