Skriv en kommentar
Da jeg for over 30 år siden underviste i filmkundskab på en højskole, var Jon Bang Carlsens film altid med på programmet. Dels var filmene gratis at låne gennem et abonnement på Statens Filmcentral – og dels er filmdokumentar med hans stille måde at filme virkeligheden på – et vigtigt redskab til forståelse af: Hvad er virkeligheden? Jeg sagde altid, at hans film ikke er dokumentar – men arrangeret dokumentar. Det skal se naturligt ud – virkeligt – men Jon Bang Carlsen har placeret Substralkongen En rig mand, 1979 - et sted på Nørrebro for at fortælle sin historie. Og den skønne Jenny fra 1977 – som blev hans gennembrudsfilm på det dokumentariske felt – ved at skildre hende i det prikkede dagligdagstøj på en vestjysk bondegård og livet med veninderne og den arbejdsomme søn. Hverdagen.
Jon Bang Carlsen har på særprægede måder skildret menneskelivet mange steder på: Dels i 70´erne og 80´erne også i USA, dels bønder i 90´ernes vestlige Irland og årene efter er han bosat i Sydafrika, og i 2001 filmer sorte i fængslet, Poolsmoor ved Cape Town – at give dem en stemme for at bryde ud af den hvide verdens helvede, som ved Guds hjælp har sat dem i fængsel.
I sin nyeste film er Jon Bang Carlsen vendt tilbage til USA for at levendegøre fem teenagers drømme. I starten møder vi den popkornsælgende pige i landsbyen Winslow, som keder sig i biografen – da ingen publikummer kommer og ser den horrorfilm hun skal vise – så hun vil sammen med venner selv optræde på filmlærredet – det sker ved, at de hver især fortæller deres historie – som virker stærkere end den horrorfilm ingen vil se – og selv om filmen har lidt for mange intriger og indviklede miljøer om alkoholisme og vietnamkrigen, har Jon Bang Carlsen fat i meget poetiske og drømmende billeder – hvor vi også kommer tilbage til glidende overgange i de unges barndomsrelationer.
Jeg synes de unge er utrolig modige i deres fortælling – at stå frem og vise deres identitet for verdens befolkning – og jeg ved at Jon Bang Carlsen med denne og andre film vil have publikum til at lade sig inspirere ved at komme med egne fortolkninger af de fem hovedpersoner – så publikum selv kommer på lærredet.
Da jeg så filmen kunne jeg ikke lade være med at se tidligere glimt i hans nye film. Vi ser i længere afsnit direkte på buster i byen – og jeg kom til at tænke på hans film fra 1985: Ofelia kommer til byen, hvor kameraet er direkte i ½ minut på et blæsende skilt ved brugsen i Fjaltring – og i den nye film har Jon Bang Carlsen også et kamera på ”Jesus is alive” – så Jesus vender tilbage til hans digtsamling fra 1982: S-tog til Havet:
JESU FØDSEL
Jesus blev født i Hanstholm
født af en fisker uden arme
født af en fisker uden krop
født mellem tågernes lysegule skrig
fanget af livet uden net
korsfæstet
død og begravet
Jon Bang Carlsen er hele tiden på vej i bil – vi ser jernbanespor. Og filmen er også en hyldest til et undertrykt folk hos Navajo-indianerne – som han har boet hos og været en del af. Som bipersoner i Hollywood. Som de ærligste i Irland. Som vestjydernes sjæl. Som store hvide bønder i Sydafrika. Som. Som.
