Skriv en kommentar
Den danske oversætter Mette Holm har i årevis oversat Haruki Murakamis komplekse værker. Ikke alene har bøgerne sin helt egen forunderlige verden, men sproget er japansk og yderst kompliceret at oversætte. Ikke mindst på grund af Murakamis helt personlige skrivestil, hvor han svæver imellem fantasi og den virkelige verden. Mette Holm har i "Dreaming Murakami" kastet sig over forfatterens debutroman, "Hør Vinden Synge", og det medfører naturligvis en obligatorisk rejse til Murakamis hjemland og adskillige samtaler med Europas øvrige passionerede oversættere af Murakamis værker. Men i takt med at Mette Holm oversætter og fordyber sig i romanen, bliver hun også mere og mere en del af den. Og i baggrunden lurer og observerer der en enorm frø, som er et produkt af de to verdner, den virkelige og den opdigtede, der langsomt smelter sammen omkring Mette Holm.
Beundringsværdig passion
Noget af det bedste ved "Dreaming Murakami" er den store passion, som vi får lov at føle igennem Mette Holm. Hun er åbenlyst begejstret, når hun engageret fortæller om sit store forbillede, og det er smittende, også selvom man ikke skulle have hørt om Murakami før. Der er en vis, nærmest udefinerbar, skønhed, når folk dyrker deres litteratur i en så høj og voldsom grad, at de bliver følelsesmæssigt investeret i værkerne. Måske finder man fragmenter i sig selv i hovedpersonerne, eller også deler man blot forfatterens tankegang. Uomtvisteligt, så er der noget æstetisk smukt og poetisk over, at Mette Holm fra Esrum i Danmark, kan støde på et stykke litteratur fra den anden ende af verden og på den måde også finde sig selv og sit kald.
Interessant personlig rejse
Dokumentaren som helhed er dog ikke perfekt. Specielt i de sekvenser, hvor instruktør Nitesh Anjaan inkorporerer den store, grønne computeranimerede frø, tangerer den desværre til det ufrivilligt komiske. Dens funktion er formentlig at forbløffe tilskueren og symbolisere Murakamis ånd, der betragter hans værker blive oversat igennem denne skabning, men lige lidt effektivt er det, når den trasker rundt efter Mette Holm i de krøllede og snørklede japanske gader. Langt mere interessant er det, når fokussen bliver lagt på Mette Holm og hendes personlige rejse efter den perfekte oversættelse, hvor hun også træffer lokale japanere, og man derigennem får et indblik i en helt speciel kultur.
Desuden belyser dokumentaren også glimrende, hvor præstigefyldt og delikat, men desværre også overset, en kunst det er at oversætte andres litteratur. For med så mange japanske ord, og så relativt få danske, så er det bestemt en kunstart, der fortjener meget mere ros og anerkendelse, end hvad tilfældet hidtil har været.
