Skriv en kommentar
For os, der er født i slut 70’erne og var børn i 1980’erne, har oplevelser, som Thomas Windings underlægningsstemme til Alfons Åberg, Bille Augusts Busters verden og selvfølgelig Jannik Hastrups Bennys Badekar og Samson og Sally betydet enormt meget. Derfor var med en vis nostalgi, at skulle genkalde sig den selvsamme stemning efter af have set Jannik Hastrups nyeste film Drengen der ville gøre det umulige. Den ramte plet for en voksen mand med en barnlig sjæl.
Børnefilm kan generelt anses for gode, hvis den både taler til børn og voksne, og det har Jannik Hastrup ind imellem gjort. Der blev ikke lagt fingre i mellem, da Samsons mor i Samsom og Sally brutalt blev slagtet af griske hvalfangere. Den samme grundtone ligger der i den nye film, hvilket gør den god.
Historien foregår i Grønland og følger parallelt et ungt menneskepar og en ungt isbjørnepar. Isbjørnene mister en unge ved fødslen og som kompensation stjæler hannen det spæde drengebarn, som de unge forældre netop har fået. Stor lykke og stor sorg præger billedet. Drengen, Bjørn, opfostres af isbjørnemoderen, og da drengens far endelig får fanget drengen igen, begynder den unge drengs identitetskrise. Er han en isbjørn eller er han et menneske. Det umulige projekt for drengen, er selvfølgelig er vælge side Det er den banale måde, at gengive historien på, men netop lige i niveauet under banaliteterne, taler filmen et voksent sprog, som de interesserede børn godt kan gennemskue. De mindste vil blot, og det er heller ikke dårligt, følge en ung eskimos opvækst blandt fremmede - et tema vi kender fra Disneyklassikere som Junglebogen og Tarzan. Det gode ved Hastrups film, hvis manuskript er af Bent Haller (selvfølgelig) og Michel Fessler, er, at den ikke tillader Disneyfilmenes sentimentalitet og unuancerede skelnen mellem godt og ondt, men holder sig klinisk realistisk til historien på trods af dens fantastiske elementer. Historien bliver en slags myte, og derfor er det også ærgeligt, at man i korte glimt for indsigt i nutidens Grønland med en malplaceret værthusscene og pegen fingre af den vestlige civilisations effekt på det grønlandske samfund. Den pointe lå allerede implicit i filmen, og der lå den fint.
Filmens forholdsvis enkle tematik gengives fint i Hastrups minimalistiske streg. Der er ikke de store effekter og disneysk lir over selve det visuelle udtryk. Landskabbillederne er smukke i deres enkelthed, og de minder meget om Havsteen-Mikkelsens kridttegninger fra Grønland. Drengens besøg hos Ånden i Fjeldet bringer glade minder om den fantasifulde verden i Bennys Badekar.
En anden årsag til, at filmen også er fremragende, er karaktererne og deres stemmer. Filmen er fremragende castet, hvilket betyder meget i tegnefilm. Sidse Babett Knudsen og Thomas Bo Larsen spiller solidt drengens mennskelige forældre. Otto Brandenburg lægger med sine ru stemme identitet i den mandlige bjørn og Paprika Steen er virkelig suveræn i rollen som den bamsede bjørnemor. Og så skal filmens højdepunkt ikke undlades, nemlig den kiksede ravn, hvis stemme underlægges af Tommy Kenters evigtknækkende røst. Tommy Kenter er uforlignelig og nærmest født til at give den lille fugl et ekstra dimension. Han er hele oplevelsen værd. Bruno Coulais’ musik giver de kølige billeder (den foregår jo i Grønland) en eksotisk kant, og gør at vi igen kan glæde os over Jannik Hastrup, når han er bedst. Sød og fantasifuld, grusom og realistisk er filmen, og for at bruge en grum kliché, er det en film for børn i alle aldre under devisen - småt er godt. klichéer taler ind i mellem sandt. Med Drengen der ville gøre det umulige har Jannik Hastrup slået sit navn fast som en af Danmarks store filmmestre.
