Skriv en kommentar
Den 12-årige dreng Cyril, spillet af Thomas Doret med en livsnerve og en skrøbelig kynisme, er blevet forladt af sin fader. I filmens første del nægter Cyril, at hans fader har fået ham anbragt på et børnehjem. Han står i forstanderens kontor og ringer til sin fader, men nummeret er ikke i brug længere. Han ringer op som en besat. Hans argument for at ringe er, at han mangler sin cykel. Forstanderen og flere af de andre pædagoger har fortalt ham, at faderen af pengenød har solgt alt - lejlighed, mobilet og cyklen. Følelser af kærlighed og evig loyalitet over for faderen er kanaliseret over på cyklen i filmens første del. Hans kamp med at fortrænge sandheden får en brat ende i filmens anden del, da han står over for faderen, Guy Catoul spillet af Jérémie Renier, som bl.a. har været med i ”Potiche” (2010) og ”L’enfant” (2005).
Omslagspunktet for Cyrils fortrængning sker, da hans hverve/plejemoder, Samantha spillet af Cécile de Gall tvinger faderen til at fortælle Cyril sandheden. Forinden har faderen trukket Cécile til side og sagt at efter, at farmoderen er død kan og vil han ikke stå alene med Cyril. Faderen ønsker at begynde forfra, få ét nyt liv og der er der ikke plads til Cyril. Han kan ikke have drengen med. Samantha er dybt rystet over faderens kolde afvisning og på hjem i bilen, begynder Cyril at dunke sit hoved mod bilruden.
Det er i filmens første del, inden han finder sin fader, at spændingen og fremdriften i filmens fortælling er dynamisk og uforudsigelig. Cyrils kropssprog er ’lukket’. Han er stærk bygget af en 12-årig og klare sig særdeles godt i slåskampe. Han er hævntørstig og uberegnelig. Ingen voksne kan holde ham fast. Han er besat af tanken om at finde sin fader og skyr i ordets bogstaveligste forstand ingen midler. Han kravler over høje murer, opsøger naboer, flygter flere gange fra børnehjemmet, stjæler og leverer pengene til faderen, som smeder Cyril og pengene på porten for tredje gang.
Instruktørerne Dardenne-brødrene bruger samme teknik og fortællemåde i det socialrealistiske drama ”Drengen Med Cyklen” ligesom i deres andre film, hvor de graver ind under sindet på ’the underdogs’ og ser livet og verden fra outsidervinkel, de udstrødte og især børn som i bl.a. ”L’enfant” (2005), ”Le Fils” (2002), ”Rosetta” (1999).
Instruktørernes fokus er på de dramatiske aspekter, på det psykologiske spil mellem personerne og at lade kameraet bevæge sig intenst og insisterende ind i Cyrils skrøbelig drengesind. Hans følelsesmæssige reaktion på at blive svigtet af sin fader og tydeligvis aldrig har kendt sin moder. Dardenne-brødrene interesserer sig tydeligvis ikke for plot eller det cinematografiske udtryk, hvilket ”Drengen Med Cyklen” igen er et bevis på.
Svagheden ved filmen er, at karaktererne ikke er nuancerede eller tvetydige, især Samantha og faderen. Drengen, Cyril fylder alt og hans skuespilpræsentation bærer på mesterligvis filmen hjem. Frisøren og plejemoderen Samantha er spillet med stor omsorg og oprigtighed. Der opstår en del spørgsmål med hendes figur som hverve/plejemoder. Hvorfor tager hun Cyril til sig? Har hun oplevet samme skæbne som ham? Hvorfor finder hun sig i alle hans voldsomme udbrud og vælger Cyril fremfor kæresten?
Musikken, Beethoven piano concerto No.5 in E-flat major Op. 73 virker en smule kalkuleret. Tydeligvis skal musikken afspejle Cyrils mentalforstyrrede, følelsesmæssige sind, men det får også en lidt modsat effekt, hvor det mere bliver patetisk og storladen.
Filmen viser på mesterlig vis et barns evige loyalitet og kærlighed til sine forældre. Cyril er fanden i voldsk i forhold til sin kærlighed til sin fader. Han vil gå gennem ild og vand og undertrykker sine egne bekymringer og behov, da han endelig står over for faderen, men tilpasser hvad faderen gerne vil høre og ikke vil høre.
”Drengen Med Cyklen” kan stærkt anbefales.
