Skriv en kommentar
St. Jude’s Reformatory School er et sted, de færreste ønsker sig hen. Det er en god, gammeldags afrettelsesanstalt, hvor eleverne holdes i et nådesløst jerngreb, og alle midler tages i brug, når det gælder afrettelsen af disse syndere. Hele balladen foregår oven i købet i den katolske ånd, så filmen falder sammen med nutidens anklager om voldelige og seksuelle overgreb mod mindreårige inden for den katolske kirke. Derfor er det svært at afskrive historien sin berettigelse, selvom den af og til er banal og fingerpegende. Men den er netop i sin gode ret til at pege, da den (desværre) bygger på en autentisk historie, nemlig Patrick Galvins autobiografi “Song for a Raggy Boy". Den omhandler hans egne oplevelser på Skt. Judes.
På en opdragelsesanstalt i Irland i 1939 bliver små-drenge afrettet for eksempelvis at pjække, for rapseri eller brug af bandeord. Andre af de indsatte drenge er såmænd bare i den ulykkelige omstændighed at være forældreløse.
William Franklin (Aidan Quinn) ansættes på skolen som lærer. Han har netop mistet sin elskede kone Rosa (Simone Bendix) i den spanske borgerkrig og sørger stadig over hende. Måske derfor er han mere åben overfor de tolv underkuede drenge, som han møder på Skt. Judes. Her betragtes eleverne ikke som rigtige mennesker, hvorfor de alle er forsynet med et nummer i stedet for et navn.
Desuden fortier det katolske "broderskab" de seksuelle og voldelige overgreb, der ganske åbenlyst sker mod børnene.
William er børnenes frelsende engel. Han lytter til dem, kalder dem ved navn og ikke nummer og lærer dem at læse og skrive. Gang på gang redder han dem fra de onde munkes piskeslag, og han vinder dermed børnenes ubetingede tillid. Men Williams arbejdsmetode er stik imod skolens principper, og situationen tilspidser sig lynhurtigt til en konflikt mellem ledelsen og William. Det går ud over drengene, der får stadigt hårdere og hårdere straffe af den sadistiske præfekt Bror John (Iain Glen). En dag går det for vidt og en katastrofe indtræffer. En katastrofe så stor at det vender op og ned på hele skolens grundlag.
Umiddelbart fristes man til at kalde denne film for Døde poeters klub 2, for melodien til klagesang er på mange måder ens. F.eks. er eleverne på den strenge skole urimeligt undertrykte og fuldstændig berøvet for enhver form for personlig frihed. Men de før så ensporede elever lærer via deres nye, humanistiske lærer at sætte pris på de mere bløde værdier så som lyrik og poesi. De lærer at gøre oprør mod autoriteterne, tage deres tæsk med stolthed og den gamle svada om at tro på sig selv. Af og til er det næsten som at se en parodi på Døde poeters klub, f.eks. når de tolv analfabetistiske drenge slutteligt reciterer alenlange digte af Yeats.
Desuden flyder de mest krøllede sætninger fra Shakepeare i en lind strøm, hvilket unægteligt gør historien lidt svært at sluge. Men da ”Drengene fra Skt. Judes” er baseret på en virkelig historie, er det svært at kritisere historien for at være sentimental, og skildringen af konflikten mellem godt og ondt for at være unuanceret.
Uretfærdigheden er skåret ud i pap, og den fysiske og psykiske mishandling af drengene er uudholdeligt udpenslet.
Aidan Quinn forstår at lægge ansigtet i de rette forpinte folder i rollen som den hjertevarme lærer. De to hovedfigurer Mercier (John Travers) og Delaney (Chris Newman) er begge perfekte i rollerne som de forpinte børn med den charmerende irske dialekt.
Ikke underligt at filmen netop er blevet kåret som "bedste film" ved Copenhagen International Film Festival. For historien ER rørende, skæbnerne så triste og uretfærdigheden så gennemgribende modbydelig, at filmen kryber ned under huden, og bliver der længe efter filmen er slut.
På sin vis er "Drengene fra Skt. Judes” en solstrålehistorie om et forskruet, middelalderagtigt menneskesyn, der af ubegribelige årsager slet ikke er så fjernt fra vores. Den sidste af denne slags afrettelsesanstalter blev først afskaffet i 1984.
Stof til eftertanke.
