Skriv en kommentar
En skorpion kommer til en dyb, bred flod. “Hvordan kommer jeg dog over på den anden side?”, tænker skorpionen. Da får den øje på en frø og spørger: “Kan du hjælpe mig med at komme over, kære frø?” Frøen svarer: “Nej, du vil stikke mig ihjel, mens jeg bærer dig over floden.” Skorpionen replicerer, at det ikke vil ske, for så ville de jo begge to dø. Frøen overvejer det et øjeblik, accepterer og tager skorpionen på ryggen. Skorpionen hopper op, og svømmeturen begynder. Halvvejs ude føler frøen pludseligt et brændende stik i den ene side. Det går op for den, at den er blevet stukket af skorpionen alligevel.
Mens de begge synker, spørger frøen forbavset: “Hvorfor stak du mig dog?!? Nu drukner vi begge!”
Og skorpionen svarer: “Jeg kan ikke gøre for det - det er min natur.”
Denne allegoriske anekdote henviser Drives hemmelighedsfulde chauffør, blot kaldet Driver (Ryan Gosling), til, i en kortfattet telefonisk samtale med en benhård mafioso, som agter at slå både ham og hans nabo, Irene (Carey Mulligan), ihjel.
Driver er nemlig selv en slags dødbringende skorpion, ligesom han omgås morderiske folk og fæ. Han er nemlig ikke alene en succesfuld Hollywood-stuntmand, men supplerer tilmed sit daglige arbejde med en mere lyssky professionel bane som ulovlig flugt-chauffør for den kriminelle underverden.
Denne mere hemmeligholdte del af hans tilværelse bringer ham i berøring med livets mindre polerede sider, som truer med at afbalancere Drivers ellers minutiøst kontrollerede liv.
Da han derfor, meget mod sædvane, lader sin kølige facade smelte og kommer tæt på Irene og hendes lille søn, inviterer han også livets ukontrollerbare uforudsigelighed ind i sit liv. I et følelsesfuldt øjeblik indvilliger han i at hjælpe Irenes mand, Standard (Oscar Isaac), ud af en beklemmende knibe, men som tak får han nogle af Los Angeles' mest magtfulde og grusomme mænd efter sig.
Jagten og flugten kan begynde, og så er det jo heldigt, at Driver lige præcis hedder det, han gør …
Refn reinkarneret
Da Nicholas Winding Refn fik sin filmdebut med Pusher tilbage i 1996, blev han overdænget med så mange flatterende adjektiver, at det efterfølgende næsten ikke kunne andet end at gå galt. Den mest visionære danske filmskaber siden Lars von Trier, var han ellers blevet beskrevet som, men efter den på alle måder stærke efterfølger, Bleeder (1999), der blev modtaget som en endnu hårdere knytnæve i de flestes solar plexus, end Pusher havde været det, fulgte en langvarig, nedadgående periode, hvor den ene katastrofale film syntes at afløse den anden.
Med både økonomiske og kreative konkursbegæringer på sit personlige CV samt en udkrængende optræden i DR2-programmet, Den 11. time, hvor Refn bl.a. beklagede sig over sit rigide forhold til sin kendte far, instruktøren og klipperen Anders Refn, syntes kritikernes lovprisende fremtidsudsigter for Refn at slå fejl.
Slå alle grueligt fejl. Slå alle uigenkaldeligt fejl.
Heldigvis skiftede Refn spor i sidste øjeblik. Med en, for dansk film næsten uset, kunstnerisk og avantgardistisk approach, skabte han sine to næstfølgende film - den barske, men uafrystelige Bronson (2009) og den stillestående, men kultstemplede Valhalla Rising (2010).
Drive lægger sig på mange måder i forlængelse af disse to eksperimenterende film med en dæmpet dramaturgi, en insisterende tilstedeværelse og et karismatisk nærvær.
At Refn hev årets instruktørpris hjem ved filmfestivalen i Cannes, kan næppe overraske nogen, efter man har set Drive. Det er længe siden, at denne anmelder har set så gennemført en billedside med en for en gangs skyld næsten tiltalende monokrom atmosfære, omspændt af moderne arkitektur, der virker forfaldende og alligevel så elegant.
Velkomponerede billeder med kræs for markante detaljer, udtryksfulde nærgående shots, der nådesløst zoomer ind på de menneskelige sindstilstande, indfanger dem med perfektioneret snilde, observerer dem, fastfryser dem i deres mest afgørende øjeblikke og konfronterer seeren med denne nøgne gengivelse, der pudsigt nok hverken virker intimiderende eller kvalmende.
Klippeteknikken er dynamisk og smelter gnidningsløst ind i filmens dramatiske format og udvikling. Intet synes at være overladt til tilfældighederne. Hver en scene er gennemtænkt, hver en samtale meningsfuld, hver en stilhed sigende, hvert et skridt målrettet. Selv om det kan lyde fortænkt og gennemspekuleret, kunne ingen beskrivelse være mere forkert. Filmen er nemlig fantastisk bygget op med en strålende vision, et velproduceret design samt en overvældende gennemslagskraft, der siver ind i din bevidsthed, betager dine sanseapparater og lægger sig rundt om dine pupiller med den samme styrke som forårets første varme solstråler.
Drive er i og for sig en ganske traditionel fortælling om kriminelle undergrundsmennesker, der lever i henhold til egne, selvbestaltede kodekser. Den er en gammelkendt historie om den forbudte forelskelse, der i sit manglende realiseringspotentiale, stritter ud i små berøringer og næsten blysomme erklæringer. Den er et ikke fremmed studie i marginaliserede menneskers excentriske sædvaner og næsten umenneskelige adfærdsmønstre.
Driver er ingen umenneskelig psykopat, men hans handlemønstre afspejler alligevel en overordentligt yderliggående psykologi, der ikke tøver med at inddrage vold, når volden taler tydeligst - og hurtigst. På trods af denne vulkaniske aggression fremstår han ikke des mindre som en sympatisk karakter, man har lyst til at komme på en uforpligtende køretur med.
Gosling indfanger intet mindre end perfekt (manden fortjener bestemt en Oscarnominering!) essensen i Drivers komplekse natur. På en fuldstændig uekspressiv måde, en næsten apatisk mimik og et gennemhullende røntgen-blik inkarnerer han fornemt den ofte tavse, til tider farlige, meget mystiske og meget lidt letlæselige Driver, der, frivilligt og letsindigt, sætter liv og lemmer på spil, når han ruller rundt i en gennempløjet bil i sit arbejde som statist ... men ganske rigoristisk og robust udstikker absolut gældende instruktioner for de forbrydere, han kører for i nattens mørke. Her er han kontant, krævende, koldblodig. Skorpionen, der er dræbende i sin natur. Den moderne Taxi Driver på sin egen stilfærdige mission.
Filmens soundtrack, orkestreret af eminente Cliff Martinez, er et kapitel for sig. Ikke siden Kathryn Bigelows Near Dark (1987), hvis stemningsmættede soundtrack Tangerine Dream stod for, har film og musik opnået en så symbiotisk sammenføjelse som i Drive. Det virker næsten, som om filmen er skabt for at akkompagnere musikken og ikke vice versa … det er sanseligt, stormende, strygende og stærkt. Det er sublimt!
Det kører igen for Refn. Det kører som altid for Gosling. Det kører for Drive!
Kører du med?
