Skriv en kommentar
Det er sjældent, at en film varer for kort tid. Tit er det modsat. Men den islandske instruktør Baltasar Kormákur malker ikke en ellers fantastisk, virkelig historie. Dybet er en stramt fortalt film om en sigende begivenhed i den islandske folklore på cirka halvanden time. Udgangspunktet er dystert: fem fiskere sejler ud på kutteren Brika for at trawlfiske en martsmorgen i 1984. Hen under aftenen går det galt. Trawlen sidder uhjælpeligt fast i klippebunden og ganske udramatisk tipper kutteren over uden besætningen egentlig kan gøre noget ved det. Ja, det er tough at være fisker på Island.
Det er en virkelig hændelse og måske netop derfor svælger filmen ikke i hverken melankoli eller fatalisme. Fiskerne kendte præmissen dengang, tilskueren kender præmissen for filmen i dag. Derfor bliver det meget andet end blot en katastrofefilm (båden kæntrer i første halvdel af filmen). Den bliver historien om, hvordan en enkelt mand vender tilbage fra de døde, tilbage til samfundet og hvordan man bearbejder sorg og takler ubærlige og uvirkelige situationer Island-style.
Ydmyg præcision
Det er dejlig forfriskende, at en film ikke gaber over mere, end den kan bide. Dybet ved, hvad den vil og plastrer den hverken til med kærlighedshistorie, heroisering eller one-liners. Islandske film har det også bare lettere end andre. Det er jo næsten umuligt for dem, at lave social hverdagsrealisme med det landskab de ligger inde med.
Filmen foregår på vulkanøerne Vestmannaeyjar og det er et noget andet landskab filmfotograferne har at lege med end Køge Bugt. Filmen er flot som Island, barsk som Island og kold som Island. Man kan mærke nerven gennem personerne og den skildrer koncist Islands sjæl i et religiøst fiskersamfund, hvor en spade er en spade. Islændinge lever om nogen på naturens nåde og den panteistiske opfattelse blandt fiskerne bliver effektfuldt skildret i grumsede undervandsbilleder, der strømmer gennem filmen undervejs og giver en uhyggelig, men samlende stemning. Fed detalje.
Verdensmestrene
Når nu de ikke helt kan finde ud af økonomi og håndbold i øjeblikket, så kan de i hvert fald lave film. Og det er jo også meget mere cool. For hvis man er noget ved musikken, altså film, så rimer ens navn på tørfisk og sylte. Gudmundur Arnar Gudmundsson vandt i Cannes i maj og herhjemme vandt frisk ud af Filmskolen Hlynur Pálmason fortjent hovedprisen ved kortfilmfestivalen i Odense med En Maler. Man kan næsten gå så langt som at tale om islandsk hype. Kormákur har været i gamet noget længere, men han har stadig i Dybet begået en solid film med fine skuespilpræstationer om et vedkommende emne dengang og nu.
