Skriv en kommentar
Niels Bern-Jensen (Jens Jørn Spottag) er viceborgmester i en kommune tæt ved København. Han gør alting rigtigt, har succes, bliver elsket af sin kone Hannah (Lotte Andersen) og sin datter og alle ser op til ham. Niels er med andre ord perfekt. Da borgmesteren Knud Engdahl (Henning Moritzen) bliver alvorligt syg og må indlægges, overtager Niels geschäften sammen med alle de hårde beslutninger, som tvang hans mentor ned i sygesengen. Niels går på med krum hals og god etik, men det er ikke helt nemt. Nu har han ansvar for hele sin kommune, og arbejdsløsheden truer, hvis ikke den lokale entreprenør Flemming Hauge (Ulf Pilgaard) får overdraget det store svømmehalsprojekt. Niels’ etik bliver alvorligt udfordret da Flemming beder ham om oplysninger som vil sikre ham projektet. Til sidst bøjer Niels sig dog og skaffer oplysningerne, men bliver dog grebet i det af Knud Engdahls uduelige søn Peter (Søren Sætter-Lassen). Sønnen er helt igennem en ussel svækling og et dårligt menneske, som drikker og spiller sine penge og sin arv op. Peter benytter lejligheden til at afpresse Flemming for penge. Han bøjer sig og inviterer Peter ud i hans sommerhus, for at ordne tingene uforstyrret. For at vise goodwill hyrer han luderne Jenny og Andrea (Marina Bouras og Ditte Gråbøl), men under en fest om aftenen går Peter amok og bliver uregerlig, og Flemming føler sig nødsaget til at tilkalde Niels, som skal lægge en dæmper på situationen. Men da Niels dukker op, tager tingene en drejning, som han bestemt ikke havde regnet med. Hurtigt bliver det en kamp for Niels at holde styr på stumperne af hans liv, som truer med at rasle ned omkring ham.
Dybt Vand er en krimithriller af den gamle skole, og man kan tydeligt mærke Ole Bornedals touch på hele affæren. Den lægger sig meget op ad hans tidligere Nattevagten (1994) i stil og hans langsomme opbygning af historien passer godt til den lange spilletid. Dybt Vand blev lavet direkte til TV som en todelt føljeton i 1999 og den blev vist første gang d. 31. marts og 1. april i DR. Ole Bornedal har flair for uden de helt store pompøse og filmteknisk flotte optagelser at hensætte seeren i åndeløs spænding, noget af tiden. Andre gange må det desværre siges at være unødvendig udenomssnak. Som danske film er flest, går også denne film meget ind på det følelsesladede terræn, og det er også fint. Men til tider virker meget af det unødvendigt og påtaget, som om det bare SKAL med, for at vise seeren, at det er karakterer man kan komme ind under huden på. Men så langt komme vi dog ikke. Vi bliver på overfladen for personerne er ikke helt troværdige nok. Til gengæld er skuespillerpræstationerne helt i top. Vi har med cremen af danske skuespillere at gøre, og Ole Bornedal har samlet mange af dem i denne film. Det er svært specielt at fremhæve enkelte, for de klarer sig helt efter bogen alle sammen. Jens Jørn Spottag bærer hovedrollen med stil og Ulf Pilgaard er som altid for sej. Ulrich Thomsen har en mindre rolle som kriminalassistent, som hurtigt bliver et fedt humoristisk indslag.
Marina Bouras spiller også sin rolle ganske gribende. Det skal dog siges, at siden vi overvejende har med teaterskuespillere at gøre, lægger skuespillet sig op ad det pompøse og teatralske, men det har dansk film en tendens til at gøre ubetydeligt og alligevel seværdigt. Lydmæssig synes jeg filmen halter meget, og den kunne mange steder drage nytte af en god lydside i form af bedre soundtrack.
Dybt Vand er interessant med dette antiheltetema, hvor alting ikke altid er sort og hvidt, for det er det Niels er: En antihelt. Det er en krimithriller hvor vi ikke følger politiet, men personen som jages. Desuden stiller den spørgsmål til det vi i dag betragter som god etik og moral, og hvor meget kan vi slække på vores egen uden det går hen og bliver forbrydelse. Ikke mindst, hvor langt ville vi gå, hvis fundamentet i vores liv blev truet.
Alt i alt en god thriller, med visse mangler her og der, men absolut seværdig.
