Skriv en kommentar
Med multikunstneren Julian Schnabel bag kameraet er der nærmest per definition store forventningerne, efter så fremragende film som ”Basquiat” og ”Before Night Falls”. Selvom ”Dykkerklokken og Sommerfuglen” absolut ikke når samme højder, er der skam stadig tale om effektiv menneskeligt drama med et helt ekstraordinært og prisbelønnet stykke kameraarbejde.
”Dykkerklokken og Sommerfuglen” er en filmatisering af Jean-Dominique Baubys bog af samme navn. Baudy (Mathieu Amalric) var succesrig chefredaktør på det verdenskendte modemagasin, Elle, da han som 42-årig pludseligt bliver ramt af en hjerneblødning. Kroppen lammes, mens hans sind er mentalt velfungerende i en tilstand der kaldes locked-in-syndrom. Baudy er kort sagt fanget i sin egen krop, som var han indespæret i en dykkerklokke. I sit fangeskab finder han dog en flugtvej gennem tankeflugten og fantasiens kraft, som han kalder en sommerfuglagtig frihed. Langsomt lærer Baudy et morselignende system, hvor det er muligt at kommunikere med omverdenen via blinken med venstre øje . Han får endda dikteret en bog på denne måde. Men er der håb forude eller er tilstanden permanent?
Ligeså vel som Baudy er fanget i sin dykkerklokke, er en stor del af filmen set ud fra hans perspektiv. Det vil sige en ivrig flygtig billede- og tankestrøm, en stor ubevidst og ukontrolleret sammensmeltning af erindringer og fantasier. Flugten ind i tankeverdenen sættes i hård kontrast til mødet med den trøstesløse virkelighed. Kommunikationsbarrieren er opslidende for Baudy og hans familie, rørende spillet af Max Von Sydow som hans far og Emmanuelle Seigner som hans kone, men hele tiden ligger håbet forude om at træde ud af grøntsag tilstanden. På intet tidspunkt får håbet en urealistisk eller påklistret klang. I stedet hersker en helt autentisk følelse af at være i samme sko som en mand, der ikke har noget andet valg end at holde fast i håbet om en tilbagevenden til livet, skønt det er naivt. Hvor optagelserne fra Baudys perspektiv er kreativt og dynamisk visuelt set, er portræteringen udefra hans omgivelser med til at trække ned i filmoplevelsen. Lige når man er faldet til i Baudys bevidsthedsstrøm, ryger handlingen over i en ordinær skildring af ham med voice-over, med citater fra bogen om hvordan de pårørende håndterer Baudys ulykke og fysiske forvandling. Det skaber en uro i balancen rent stilmæssigt, da den subjektive skildring set gennem Baudy og den objektive set fra omverdenen komplimenterer ikke hinanden synderligt godt. Det er slet ikke dårligt udført, men bare ikke interessant i forhold til den spændende visuelle indgang til Baudys tankeverden, hvilket er synd og skam.
Alt i alt er ”Dykkerklokken og Sommerfuglen” en flot produktion, med gode skuespillerpræsentation over hele linjen og eminent kameraarbejde af Janusz Kaminski. Derfor er det ekstra ærgeligt, at filmen som helhed ikke fungerer optimalt. En helt subjektiv fremstilling kunne have været langt mere spændende, men naturligvis også den større udfordring både for publikum og Schnabel selv. Til trods for en lettere skuffelse, kan filmen stadig anbefales som et godt og medrivende drama, der dog kunne have det mere at byde på.
