Det er efterhånden blevet en særdeles almindelig ting at ytre sig om Jordens klima tilstand. Filmkunsten har også bidraget i debatten med film, som An Inconvenient Truth og La marche de l’empereur. Men deres kontribution formår ikke andet end at tiltrække opmærksomhed. Et behov for forandring er på alles læber og mit spørgsmål er, vil denne film hjælpe med handlinger frem for ytringer? Svaret er desværre nej.
Earth følger vores planet fra sydpol til nordpol og kigger på, hvordan forskellige dyrefamilier klarer sig gennem årstiderne, og hvilke konsekvenser klimaforandringer kan have. Filmens narrator er Patrick Stewart, som har en faderlige stemme, men i længden bliver det lidt trættende at høre på. Dette gælder også filmens anvendelse af klassisk musik, som i stedet for at understøtte filmens billeder fungerer distraherende – dette gælder især den trivielle brug af violiner for at forstærke en begivenhedsrig scene.
Filmens største bedrift er dens billeder, som skal fremhæves over alt andet. Instruktørerne Alastair Fothergill og Mark Linfield formår at forny lærredet med deres forbavsende billeder, som kommer tættere på dyrene end nogensinde før. Tidspunkter i filmen befinder man sig målløs og hypnotiseret af billederne. Filmen indeholder billeder af eksotiske steder, som f.eks Kalahari-ørkenen og Himalayas bjerge, men de mest opsigtvækkende billeder er, når man befinder sig tættest på dyrene. Den visuelle stil er sigtet efter at overvælde tilskueren på nærmest demagogisk vis.
Desværre benytter filmen sig af repetition, så selvom man ser forskellige dyrefamilier bliver, der altid fremhævet den samme ting, og dette bliver illustreret på den samme måde. Det er utroligt, hvor mange gange man kan hører at i den vilde natur, forsøger en mor at passe på sine unger. Man kan godt forstå det efter første gang – alle har set Bambi. Selvom instruktørerne forsøger at fremkalde emotionelle reaktioner fra tilskueren, ved at lade fortælleren fremhæve dyrenes menneskelige egenskaber, føler man ikke en tilknytning, eftersom disse forsøg føles ufatteligt malplaceret. Dette er især tydeligt i en scene, hvor en paradisfugl bevæger sig omkring, mens fortælleren hævder at dette er fordi paradisfuglen kan lide at danse. Som følge af disse mærkværdige placeringer formår filmen ikke at skabe en følelsesmæssig tilknytning til dyrene og dette fører videre til, at man mærker en distance til tematikken. Man undrer sig over, hvad filmen egentlig vil. Filmens sekvenser fungerer, som små selvstændige og informative historier. Men sat sammen til en film bliver den klicheagtig, gentagende og langsomt, uden nogen form for dramaturgisk fremdrift. Det er tydeligt, at Fotergill og Linfield forstår at skabe billedskønne indstillinger, men de har ikke formået at skabe en film, men en række billedemontager.
Dette virker mere som en række optagelser smidt sammen, end en intelligent film som formidler på en ny og spændende måde. Instruktørerne kunne have været mere radikale og fjernet fortælleren og musikken(eller i hvert fald ændret musikken), så kunne man virkelig fordybe sig i æstetikken og beskue, hvordan der bliver pustet nyt liv i dokumentarfilmkunsten. Det kunne have været en avantgarde filmisk symfoni, ligesom de eksperimentalfilm lavet af Viking Eggeling og Walter Ruttmann i 1920’erne, som benyttede sig af bevægelse, rytme og form til at fremfører filmiske symfonier. I stedet for får man en film, der minder om alt andet og det er derfor, den ikke kommer til at skabe forandringer.