Hvis man skulle tænke på én person, som skulle fungere som en soleklar definition på en rebelsk teenager, så vil der hos de fleste dukke et billede op af James Dean. Tilbage i 1950’erne dukkede denne damecharmør og teenage-ikon op i Hollywood, hvor han viste sit enorme talent i tre forskellige film, som desværre blev hans sidste. I årene 1955-56 spillede Dean hovedrollen i filmene East of Eden, Rebel Without a Cause og Giant, og man blev allerede tryllebundet af hans attitude i filmens øjemed. En strålende karriere blev desværre forpurret, da Dean mistede livet i en bilulykke. Over 60 år senere står disse film stadigvæk tilbage som tidløse klassikere.
Deans første spillefilm, East of Eden, fortæller historien om familien Trask – Cal(James Dean) forsøger imod urimelige odds at vinde sin fars respekt og kærlighed, men hans bror Aaron bliver hele tiden favoriseret. Han føler sig som det sorte får, og i en tid med første verdenskrig lige om hjørnet, samt en stigende problematisering på arbejdsmarkedet, forsøger den unge Cal at finde sig selv i virvaret. Tingene spidser til, da moderen, som begge sønner troede, var død, dukker op i den anden ende af byen, og hele situationen driver Cal og resten af familien mod splittelse, smerte og ugengældt kærlighed.
Jeg har aldrig før stiftet bekendtskab med James Dean på andre måder end synet af ham på plakater rundt omkring, men dette første møde bliver i hvert fald ikke det sidste. Man kan tydeligt se, at filmen er meget præget af samtiden, da kamerateknikkerne fokuserer meget af close-ups af ansigterne, let slørede billeder under kærlighedsscener og selve handlingen prioriterer klassiske, stereotypiske familiedramaer og kærlighedsforhold. På det tidsmæssige aspekt er filmen forbløffende, og kommer dybt ned i et dynamisk drama med spredte handlingstråde, som i sidste ende flettes ind i hinanden til én samlet forståelse. Der er dog noget, der stikker udenfor rutinen, og det er den frisindede James Dean i fronten af rollebesætningen – hans enorme overskud og talentfulde afslappethed i rollens autenticitet, skaber en unik form for skuespil, som forståeligt nok gjorde ham til en legende.
Filmen giver en formidabel forsmag på hans alsidighed i skuespillet, hvor han bl.a. brillerer gennem en rebelsk, ligegyldig attitude eller i hans dybsindige, rørende følelsesregister. Skuespillet virker til at komme så utroligt let til ham, og man kan i dette tilfælde nemt spotte en stjerne ved første øjekast. James Dean er uden tvivl den største grund til, at filmen blev så stor en succes, men filmen i sig selv er også utroligt godt skruet sammen. Måden hvorpå Cal febrilsk giver sig i kast med arbejdslivet i hans unge år for at tjene faderens fiasko tilbage, men i sidste alligevel bliver afslået af faderen, er blot et af de få elementer i filmen, som virkelig sætter tingene i perspektiv. Temaerne vikler sig omkring ugengældt kærlighed, problematiske teenageår, økonomiske krisetider og ikke mindst krigsangsten, hvilket på papir ville virke som alt for stor en mundfuld at præstere som instruktør – men instruktøren Elia Kazan formåede at balancere alle elementerne på én gang, hvilket heldigvis blev belønnet med Oscaren for bedste instruktør.
Selve scenografien er bjergtagende, og måden hvorpå filmen er optaget på, skaber en flot dybde i handlingen og ikke mindst en realistisk indlevelse fra seerens side i de hektiske scener – fra den skoldende hede til moderens kolde skulder – seeren er med hele vejen, og på trods af rolige, gammeldags optagelser er intensiteten så tyk, at man kan skære i luften med en kniv. Hele filmen sprudler af filmmagi og hele rollebesætningen er som støbt til deres roller. Filmen giver desuden et realistisk indblik i en generationskløft mellem den gammeldags, strikse og punktlige far og den mere frisindede, nytænkende og flabede søn. Hele handlingens overordnede udvikling tager så mange dramatiske drejninger, at man på trods af det rolige tempo hurtigt rives med ind i handlingen. Frygten for at denne film ville blive en kedelig fornøjelse på grund af så mange år på bagen blev heldigvis hurtigt afløst af en James Dean i sit livs topform, som med det samme fangede seerens blik.
Samlet set er East of Eden ikke blot en tidløs klassiker på grund af den geniale handling, som er langt forud for sin tid, men også på grund af James Dean, som med sin dengang nye tilgang til skuespillet tryllebandt og desuden stadig tryllebinder seeren. Jeg kan varmt anbefale denne genudgivelse på Blu-ray, da filmen ikke blot ser fantastisk nyrestaureret ud, men fungerer også som et absolut must-see på grund af James Deans legendariske status i filmens øjemed.
Bonusmateriale
På bonusområdet er der overvældende meget ekstramateriale. Man kan bl.a. se nogle klips fra filmens premiere i 1955, lytte til kommentarspor samt se en række slettede scener, som giver et indblik i, hvordan filmen ellers kunne have set ud. Dernæst er der en række scener, hvor skuespillerne øver sig på filmens roller samt et indblik i, hvilken garderobe der blev brugt til filmens optagelser. Derudover kan man se en time lang dokumentar kaldet ’Forever James Dean’, som beskriver hans liv op til hans ulykke – et utroligt spændende indblik i en historie, som man ellers kun har læst om. Bonussektionen fortjener uden tvivl topkarakter, da man har mulighed for flere timer underholdning efter filmen.
Karakter for bonusmateriale
6 ud af 6
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros.