Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tobe Hoopers video nasty Eaten Alive (1977) (ikke at forveksle med Umberto Lenzis træge kannibalsjasker af samme navn) er Psychos (1960) low-budget-grindhousebastard af en lillebror, et bizart og dystert mélange af frygt, mord og vold eller, som Tobe Hooper selv har kaldt den, et ”galskabens karneval”.
Plottet er ikkeeksisterende; en midaldrende fyr ved navn Judd (Neville Brand) driver det faldefærdige Starlight Hotel, som ligger i et sumpet område et eller andet sted i Louisiana. Judd har muligvis været udsat for svære krigstraumer, hvad der hentydes til i enkelt scene, hvor bl.a. et gennemhullet naziflag kan spottes på en stol, men uanset hvad årsagen så måtte være, så er Judd, ligesom Norman Bates, en splitterravende sindssyg psykopat, der bare ikke kan finde ud af at holde sine gæster i live. I modsætning til Norman, som er en mere stilfærdig gemyt, der ynder at bruge en stor køkkenkniv til at slukke lyset i sine gæsters øjne, så er Judd glad for en stor le, som han manisk, voldsomt og gnækkende svinger rundt og skærer i folk med for herefter at fodre de døende, blødende kroppe til en stor krokodille (heraf titlen), som svømmer rundt i en indhegning klos op ad hotellet. De forskellige mord, der begås i løbet af den aften filmen udspiller sig over, samt, selvfølgelig, Judds forventelige endeligt i munden på selvsamme krokodille er alt, hvad filmen har til formål at skildre. Handlingsmæssigt, og i bedste grindhousestil, sker der intet andet. Nul. Zip. Nada. Eaten Alive er således 91 minutters le-svingende psykopat med skrigende kvinder, lidt bare bryster og en frådende krokodille.
Men hvem ville også se en film med titlen Eaten Alive for handlingens skyld? Man ville være galt afmarcheret, hvis man gjorde, for med film af denne type er det altoverskyggende formål, deres raison d’être om man vil, selvfølgelig at skræmme. At kaste vold og død i ansigtet for på seeren for herved at fremprovokere følelser af ubehag, væmmelse og angst. Fuck handling og plot!
Sådan noget er Tobe Hooper god til. At skræmme, altså, hvilket han beviste allerede i 1974 med The Texas Chain Saw Massacre, en af de vigtigste horrorfilm i nyere tid. Tre år senere kom Hooper så med Eaten Alive, hans første film efter TCSM, og som man måske kunne forvente, er der visse elementer der går igen. Fans vil bl.a. genkende Marilyn Burns i en rolle, der ligger så tæt op ad den hun spillede i TCSM, at den nærmest kunne være et outtake, og derudover så minder Judd en smule om Jim Siedows karakter fra TCSM (ham med BBQ’en). Det for mig at se mest interessante sammenfald de to film imellem, der hvor Hooper virkelig skinner igennem som, fristes man til at sige, auteur, er dog en række sekvenser hen imod slutningen, hvor han lader filmens lydside eksplodere i en fuldstændig anarkistisk kakofoni af kvindeskrig og skramlende, dissonant metallisk støj, der perfekt underbygger den visuelle afbildning af ofrenes desperate overlevelseskamp og står som en klar pendant til finalen i TCSM.
Bortset fra disse fællestræk, som på ingen måde er beklagelige, snarere tværtimod, så er Eaten Alive dog sin egen film langt hen ad vejen, specielt hvad dens visuelle stil angår. Hooper eksperimenterer med rødt og orangefarvet lys, hvilket, i kombination med det faktum, at produktionen udelukkende har fundet sted i et studie, tilfører filmen en syret, klaustrofobisk og nærmest udenjordisk stemning, som er med til at accentuere dens potente ondskab. For Eaten Alive er, lige som TCSM uden dog at nå denne til sokkeholderne, en ond, bizar og effektiv horrorfilm, der med sine mange grumme scener (specielt det indledende rivedrab) vil hensætte den sagesløse seer i en følelse af ubehag. Når det er sagt, så bør jeg måske nævne, at filmen, ifølge flere anmeldere, har et sorthumoristisk tilsnit, men med undtagelse af en enkelt scene eller to, er det ikke noget jeg oplever som karakteristisk. Selvom den for mig at se ganske vist er kulsort, så er det i en eksistentiel snarere end humoristisk forstand.
Desværre trækker visse sekvenser i langdrag, hvilket er medvirkende til at ødelægge filmens tempo, og man savner en strammere redigering, der med fordel kunne have bragt spilletiden ned med 10-15 minutter. At filmen er lige en tand for langsom, samtidig med at den har 35 år på bagen gør, at den nok vil få svært ved at glide ned hos mainstreamhorrorfolket i dag. Er man imidlertid mere end overfladisk interesseret i horror, exploitation og grindhouse og interesseret i at se en i danske kredse lidet kendt Tobe Hooper-film, bør man helt klart investere lidt tid og penge i Eaten Alive. Om ikke andet så for at se en ung Robert Englund give den som liderlig redneck, der hele tiden vil prøve ”noget nyt” (læs: analsex) med sine mange pigevenner.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet, som er løftet fra Dark Sky Films udgivelse, er omfangsrigt og med til at gøre AWE’s udgivelse til en solid investering. Vi bydes på et fint interview med Tobe Hooper, der fortæller om filmens tilblivelse (The Gator Creator, 20 min.), et med Robert Englund, der snakker lidt om sin karriere og selvfølgelig sin medvirken i indeværende film (My Name is Buck, 15 min.) samt et knap så interessant interview med Marilyn Burns, der ikke bestiller meget andet end at rygklappe Hooper og sine co-stars (5 Minutes of Marilyn, 5 min.).
Ud over disse tre interviews indeholder disken også en interessant featurette, The Butcher of Elmendorf (23 min.), der giver et indblik i den autentiske historie om en mand ved navn Joseph Ball, som efter at have kæmpet i 1. Verdenskrig og pådraget sig nogle svære krigstraumer vendte tilbage til sin hjemby Elmendorf og åbnede en beværtning med en alligatorgrav i baghaven. I ’30erne slog han et par kvinder ihjel og fodrede dem efter sigende til alligatorerne, inden han begik selvmord for øjnene af den lokale sherif. Sagen gav siden hen anledning til mytedannelse, og Eaten Alive har tydeligvis hentet sin inspiration herfra.
Sidst, men ikke mindst, finder vi også et kommentarspor med nogle af de medvirkende, en håndfuld tv- og radiospots, en alternativ titelsekvens, et fint slideshow samt en ordentlig stak trailere for filmen, der dog ikke er synderligt interessante, eftersom det for de flestes vedkommende kun er titel og voiceover der varierer. Alt i alt er her altså tale om en imponerende pakke, der nok skal vække glæde i små gustne filmsamlinger landet over.
Billedkvalitet:
Eaten Alive er en low-budget-film, og det kan ses. Som det sig hør og bør for en AWE-udgivelse, leveres den selvfølgelig uklippet og i anamorfisk widescreen i det originale format (1.85:1), men billedet er ret grumset og mørkt i det og skæmmet af printskader hist og her, ligesom at skyggedetaljeringen efter min mening heller ikke er den allerbedste. Heldigvis er skarpheden og farverne tilfredsstillende for en film af denne type og alder, og ovennævnte svagheder til trods, så tror jeg ikke, at vi nogensinde vil få en meget pænere Eaten Alive at se på dvd.
Lyd:
Engelsk Dolby Digital 2.0
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
