Skriv en kommentar
Når døden vækker én
I Danmark fik vi i 1974 sangen fra Shu-bi-dua med teksten: Står på en alpetop, kigger på det sner. Nu er jeg endelig kommet helt herop. Hva´ fa´en sku´ jeg egentlig her?
Nu har den engelske filminstruktør Simon Hunter lavet filmen Edie, hvor vi følger den 83-årige Edie (spillet hjerteligt og opmuntrende af den aldrende Sheila Hancock) – som pludselig står alene, da hendes mand dør i sin lænestol i hjemmets grå nuancer med tunge møbler og den farverige julemand. Og heller ikke datteren er tillidsvækkende, da hun begynder at læse moderens breve og brænder de personlige notater – inden moderen ender på et plejehjem. Men Edie får livet tilbage, da hun læser et gammelt postkort fra manden: Det er aldrig for sent at bestige bjerget, for mindernes skyld og vi ser de fantastiske øjne, da hun får livet tilbage i den sætning – at gøre det umulige – at sætte sig et mål – og nu efter sin mands død, at gå foran.
Hun skifter sin håndtaske ud med en rygsæk, og via en lokal guide Jonny (Kevin Guthrie) bliver hun klædt på til at bestige det 723 m høje uvejsomme bjerg, Suilven ved Inverness i Skotlands smukke natur, med at sidde fast i sumpet terræn og klovneagtigt tabe sin åre på elven – og Edie møder livets vilkår i heftig regn øverst på bjerget, og finder, da hun er længst nede, en hytte med varme, som hun kryber ind i – for senere at blive opdaget af den langskæggede vildmand, som viser vejen.
Når hun toppen?
Den lokale guide Jonny har pludselig fået en hjertevarm ven i Edie, og selv om hun har forladt ham, får han alligevel dårlig samvittighed, at han ikke sagde fra overfor hendes ønske om at bestige bjerget, og da vejret sætter ind med længere varende regn og blæst, kører han på jagt, og finder Edie med en forladt rygsæk sovende i solen. Og hun bliver smilende, da hun ser ham – inden de sidste meter mod toppen, hvor hun symbolsk lægger sine små sten på en varde, mens hun lysende kigger op mod solen og et triumferende udtryk lyser ud i universet, og mandens ord bliver til virkelighed: at bestige bjerget for mindernes skyld som vil hun: husk at gå foran og opfyld dine egne drømme. Der er smukke scener, da hun ser årer i de grønne blade, som blodårer i hendes egen arm, og Shu-bi-duas spørgsmål bliver her misvisende.
Filmen er fyldt med gribende hjertevarme og livsmod, men jeg kom også til at tænke på David Lynchs flotte film fra 1999 The Straight Story som viser den 73-årige mand Alvin, som får at vide, at hans bror ligger for døden, og han starter sin græsslåmaskinetraktor, og kører hele filmen de 500 km til Wisconsin for at møde sin bror for sidste gang – de har ikke talt sammen i ti år. Filmen bygger også på en sandfærdig beretning, og er fyldt med medmenneskelighed og forståelse og ikke fyldt musik a la koldbuksevand, som hos Edie. Og Lynch er ikke nær så forudsigelig, og vi får mange smukke tilbageblik - de to brødre imellem, og hans møde med folk på vejen, som jeg finder, er en større styrke end Edies vej til målet. Men se alligevel filmen om Edie og bliv mindet om, at aldrig er noget for sent.
